Forside | Bøn

Frivillige Bønner


Frivillige bønner er vigtige på den måde, at de gør godt for enhver ufuldkommenhed, der måtte være i éns udførelse af de foreskrevne bønner og for at bringe os nærmere Gud, Som erklærer:

Min tjener kan ikke nærme sig Mig gennem noget mere elskeligt for Mig end ved at udføre de obligatoriske religiøse pligter. Men ved at gøre frivillige pligter for Mig kommer han nærmere Mig, Jeg skal være hans øjne at se med, hans ører at høre med, hans hænder at gribe med og hans ben at gå på. (Bukhari, ”Riqaq”, 38)

Frivillige bønner bedes i runder på to rak'at. Man beder to rak'at ca. tre kvarter efter solopgang (ishraq), to til otte rak'at i dagslys indtil solen når sin zenit (duha) og fire rak'at mellem aftenbøn og den sene aftenbøn (awwabin).

Sådanne frivillige bønner er vigtige, for som det er skrevet hos Ahmad ibn Hanbal, Muslim og Abu Dawud, sagde Budbringeren det følgende om duha (bøn i dagslys):

Der forlanges velgørenhed fra hver af jeres legemsdele dagligt.  Hver fremsigelse af ”Gud være priset” er velgørenhed. Enhver fremsigelse af ”al pris går til Gud” er velgørenhed. Enhver fremsigelse af ”der er ingen gud udover Gud” er velgørenhed. Enhver fremsigelse af ”Gud er den Største” er velgørenhed. Beordre det gode er velgørenhed. Fjernelse af ondt er velgørenhed. Og hvad der svarer dertil (som velgørenhed), er de to rak’at i duha (dagslys bøn). (Muslim, ”Musafirun”, 84)

Bede Frivillige Bønner Derhjemme. Ahmad ibn Hanbal og Muslim fortæller fra Jabir, at Guds Budbringer sagde: " Hvis en af jer beder sin bøn i en moské, burde han bede en del af sine bønner hjemme, da Gud har gjort det at sige bønner i éns hjem, et middel til forbedring (for ham).”. Ahmad skrev fra 'Umar, at Guds Sendebud sagde: ”De frivillige bønner, der bedes af et menneske hjemme, er et lys. Enhver, der ønsker det, skulle oplyse sit hjem.”

Recitation af Lange Passager. Det foretrækkes, at man forlænger sine recitationer i de frivillige bønner. Guds Budbringer stod gerne og bad, indtil hans fødder eller ankler svulmede op. Da han blev spurgt om det, sagde han: "Skulle jeg ikke være en taknemlig tjener?" (Bukhari, "Tahajjud", 160).