Forside | Kapital 2 Det Væsentlige i den Islamiske Tro | Døden og Ånden efter Døden

Ånden i den Mellemliggende Verden


Ånderne af de mennesker, som levede liv, karakteriseret ved tro, godhed, dyd og forfinelse, bliver efter døden hyllet i silke eller silkelignende stoffer og bliver båret bort af de engle, der har til opgave at tage ånden til Guds Nærvær. Mens de bærer ånden fra en god, retfærdig person gennem himlene og alle eksistensens indre dimensioner, vil englene på hver station, de rejser gennem, byde den velkommen og spørge: "Hvis ånd er det? Hvor er den smuk!"  Dens bærere introducerer den med de smukkeste titler, den var kendt som i verden, og svarer: "Dette er ånden fra den-og-den, som for eksempel bad, fastede, gav almisser, hjalp andre og udholdt alle mulige slags vanskeligheder for Guds skyld." Til sidst byder Gud den velkommen og siger til englene: "Læg den tilbage i den grav, hvor dens krop ligger begravet så, at Munkar og Nakir, forhørsenglene, kan undersøge den."

Ånderne fra onde mennesker behandles med foragt alle de steder, den passerer, og smides derpå tilbage i graven fjernt fra Gud, den Almægtiges, Nærvær.

Hvad ondt, der end sker os i denne verden, er med undtagelse for Profeterne på grund af vore synder. Hvis vi er oprigtigt troende, som af og til ikke kan undgå at synde, tillader Gud ud af Hans Barmhjertighed, nogle ulykker at ramme os og dermed slette nogle af vore synder. Eller Han giver os måske en svær død, så at stadigt utilgivede synder kan blive tilgivet, eller så vi når til højere (åndelige) rangorden, men så tage vor ånd ganske stille. Hvis vi stadig har nogle synder, der ikke er blevet tilgivet efter dette, vil vi lide en eller anden slags straf i graven og således blive sparet for nogen form for straf i Helvede.  Da graven er den første station på vejen mod det evige liv, vil næsten alle undtagen Profeterne blive forhørt af de to førnævnte engle og må gennemgå nogen lidelse.

Som beskrevet i pålidelige bøger om Tradition ønskede 'Abbas, Profetens onkel, inderligt, at han fik 'Umar at se i en drøm efter sidstnævnte var død. Da han endelig så ham i drømme seks måneder senere, spurgte han ham: "Hvor har du været indtil nu?" 'Umar svarede: "Lad være med at spørge! Jeg er først lige blevet færdig med at redegøre (for mit liv)". 10

I graven eller det mellemliggende rige spørger Munkar og Nakir hver eneste sjæl: "Hvem er din Herre? Hvem er din Profet? Hvad er din religion? etc." De, som døde i troen på Gud og Profeten og Islam, kan svare på disse spørgsmål. De, der døde som ikke-troende, kan ikke. Derpå spørges der til personens gerninger.

Ånden har forskellige slags samspil med kroppen, for dette forhold er afhængig af hvilken verden, de bor i. I denne verden er ånden spærret inde i legemets "fængsel". Hvis det ondt-befalende selv og kropslige begær dominerer det, vil ånden uundgåeligt gå i forfald, og personen er fortabt. Hvis et menneske disciplinerer det ondt-befalende selv gennem tro, tilbedelse og god adfærd og gør sig selv fri af slaveriet overfor kropslige begær, vil éns ånd blive forfinet og opnårrenhed og prisværdige kvaliteter. Det vil give ham eller hende lyksalighed i begge verdener.

Efter begravelsen holdes ånden hen i venten i den mellemliggende verden. Selvom kroppen går i opløsning og rådner bort i jorden, gør dens essentielle partikler (eller atomer) det ikke. En hadith kalder denne del for ajb al-dhanab (halebenet) (Muslim, "Fitan", HN:141). Hvad end det er, holder ånden kontakt med legemet gennem den, da den er et fundament, hvorpå Gud vil genoprejse hvert individ. Gud vil gøre denne del og dens indhold passende til evigt liv under den afsluttende ødelæggelse og genopbygning af universet.

Den mellemliggende verden er et rige, hvor ånder mærker "åndedraget" af Paradisets fryd eller straffen i Helvede. Hvis de førte dydige liv, vil deres gode gerninger vise sig for dem som venlige kammerater. Desuden vil der blive åbnet vinduer mod himmelske scenerier og, som det er fortalt i en hadith, vil graven blive som en have fra Paradis (Daylami, al-Firdaws, 3:321). Men de, som har utilgivede synder, må undergå nogen slags lidelse i den mellemliggende verden, indtil deres synder er udrensede, og de er værdige til Paradis. Ikke-troende og onde mennesker vil møde deres onde gerninger i form af skumle fyre og skadedyr. De vil se scener fra Helvede, og deres grave vil være som et af hullerne i Helvede.

Mens vi lever i denne verden, er det vor ånd, som oplever smerte og føler lykke og glæde. Selvom ånden føler smerte tilsyneladende gennem nervesystemet og derpå bruger det til at kommunikere med hele kroppen, kan videnskaben stadig ikke forstå forholdet mellem ånd og legeme især hjernens rolle. Enhver fejl i enhver del af kroppen kan medføre, at nervesystemet ikke fungerer.

Videnskaben har fastslået, at visse hjerneceller lever videre nogen tid efter døden. Forskere har forsøgt at modtage signaler gennem disse celler. Hvis det lykkes dem at modtage og dechifrere disse signaler, vil det give en vældig fremgang for kriminologien. De følgende vers giver os et eksempel på dette. Under Moses tid, genoplivede Gud en myrdet person:

Da Moses sagde til sit folk: "Gud befaler jer at ofre en ko," ... ofrede de hende, noget, de havde gjort med ængstelse. Du har dræbt en levende sjæl, og bestred det - Gud skal afsløre det, du gemte - så Vi sagde: "Slå ham med en del af den [koen]"; på samme måde som Han bringer de døde til live, og Han viser jer Hans tegn, så I måske får forståelse. (2:67, 72-73)

Eftersom ånden og kroppen lever det verdslige liv sammen og deler alle dets glæder og smerter, vil Gud genoplive folk kropsligt og åndeligt. Ahl al-Sunna wa al-Jama'a (det store flertal af muslimer, der følger Profetens og hans Ledsageres vej) er enige om, at ånden og kroppen vil drage enten til Paradis eller Helvede sammen. Gud vil bygge legemer i former, der er særligt tilpassede det Hinsidige, hvor alt vil være levende: Dette verdslige liv er blot et tidsfordriv og en leg; men hjemmet i det Hinsidige, det er livet, hvis blot de vidste (29:64).

Share this