Forside | Kapital 2 Det Væsentlige i den Islamiske Tro | Profetgerning og Profeten Muhammad

10. Perfektionen af Guddommelig Religion


Som nævnt ovenfor tog Profeten og 1500 Ledsagere mod Mekka et år efter Slaget ved Voldgraven for at udføre den årlige pilgrimsrejse. De blev forhindret i at komme ind i byen ved Hudaybiya, hvor man efter nogle forhandlinger underskrev en traktat, der tillod dem at komme igen året efter. Denne traktat gav mulighed for udveksling af idéer blandt alle regionens folk, uden indblanding. Der kom mange delegationer fra alle områder i Arabien til Profeten for at undersøge Islams lære, og et stort antal mennesker tog mod den i løbet af nogle få år. Profeten udsendte mange af hans Ledsagere (som havde lært sig Koranen udenad) til nye samfund for at instruere dem om udøvelsen af Islam. Mere end 50 af dem blev myrdet af de ikke-troende.

Et par uger efter Hudaybiya sendte Profeten breve til adskillige konger og herskere (inklusive de to supermagter - Byzanz og Persien) og inviterede dem til Islam. Negus, kongen af Abyssinien, og herskeren over Bahrain modtog Islam, og kejser Heraclius anerkendte Muhammads Profetgerning. Nogle andre herskere fandt også vej ind i Islams fold.

I slutningen af 629 krænkede Quraysh betingelserne i Traktaten af Hudaybiya ved at hjælpe Banu Bakr med et overraskelsesangreb på Banu Khuza'a, der var allieret med Profeten. Nogle mænd fra Banu Khuza'a undslap og søgte ly i Mekka og søgte oprejsning. Men Quraysh's ledere gjorde ingenting. De sendte en besked til Profeten om hjælp.

Efter at have fået bekræftet alle rapporterne om angrebet og de efterfølgende begivenheder, marcherede Profeten mod Mekka med en hær på 3000 muslimer fra Medina. Muslimer fra andre arabiske samfund sluttede sig til ham undervejs, så arméens antal steg. Inden han drog ind i byen, sendte han bud til dens indbyggere om, at enhver, som blev hjemme eller i Abu Sufyans hjem eller i Ka'ba'en, ville være sikker. Hæren kom ind i Mekka uden kamp, og Profeten tog direkte til Ka'ba'en og priste Gud for hans triumferende sejr. Profeten pegede på hver afgud med en pind og sagde: Sandheden er kommet, og løgnen er forsvundet. Sandelig, løgn er i sin egen natur dømt til at gå til grunde (17:81). Og afguderne styrtede ned, den ene efter den anden. Ka'ba'en blev derpå renset ved at fjerne de 360 afguder og gendanne den til dens oprindelige status som tilbedelse af Én Sand Gud (som den blev bygget af Profeterne Abraham og Ishmael).

Folk i byen regnede med udbredt nedslagtning i betragtning af deres forfølgelser og tortur mod muslimerne gennem de seneste 20 år. Mens Profeten, (fvmh), stod ved Ka'ba'en, lovede han mildhed og fastslog: "Jeg vil behandle jer som Profeten Josef behandlede sine brødre. Der bliver ingen bebrejdelser mod jer. Gå hjem. I er alle frie."

Mekkanerne tog imod Islam inklusive Profetens strengeste fjender. Enkelte af hans bitreste fjender og militære kommandanter var flygtet fra Mekka; men da de modtog hans forsikringer om ingen gengældelse og ingen tvang i religion, kom de tilbage og tog gradvist imod Islam. Indenfor et år (d.v.s. omkring år 630) accepterede næsten hele Arabien Islam. Blandt Profetens nærmeste Ledsagere var muslimer fra så forskellige egne som Persien, Abyssinien, Syrien og Rom. Adskillige fremtrædende jødiske rabbinere, kristne biskopper og gejstlige modtog Islam efter diskussioner med Profeten.

Den store forandring i Arabien alarmerede de to supermagter, Byzanz og Persien. Deres ledere, især byzantinernes, reagerede med trusler om at angribe Medina. Frem for at vente sendte Profeten en lille hær til at forsvare Arabiens nordligste grænse. Fra denne tid og frem til hans død blev alle større kampe udkæmpet på den nordlige front. Da Profeten ikke havde nogen stående hær, ville han, hver gang der opstod en trussel, diskutere situationen med muslimerne og da opfordre frivillige til at kæmpe mod enhver aggression.

Profeten foretog sin første og sidste pilgrimsrejse i 632 i selskab med titusinder mandlige og kvindelige Ledsagere. Han modtog den sidste Åbenbaring ved den tid og døde 2 måneder senere (må Guds velsignelser og fred være med ham), mandag den 12. Rabi al-Awwal, 11 e.H. [8. juni 632] i Medina efter kort tids sygdom. Han blev begravet samme sted, som han døde.

Profeten levede det mest enkle, nøjsomme og beskedne liv. Sommetider var han og hans familie uden varm mad i dagevis, levede kun af dadler, tørret brød og vand. Om dagen var han det travleste menneske, han udførte sine pligter i mange roller samtidigt, som statsleder, overdommer, øverstkommanderende, forhandler, instruktør og familiemenneske. Om natten var han det mest hengivne menneske, der ofte tilbragte en eller to tredjedele af hver nat i bøn og meditation. Han ejede kun måtter, tæpper, krus og andre simple ting, selv da han var Arabiens egentlige hersker. Han efterlod intet til arv undtagen et muldyr (en gave fra Ægyptens hersker), lidt ammunition og et stykke land, han havde gjort til en gave, mens han levede. Blandt hans sidste ord var: "Vi, Profeternes samfund, bliver ikke arvet. Hvad end vi efterlader, er til velgørenhed." (Muslim, "Jihad", 52.)

Ved slutningen på sin mission var Profeten velsignet med omkring 100 000 mænd og kvinder, der var blevet hans følgere. Tusinder bad sammen med ham ved moskéen og lyttede til hans prædiken. De ville søge hver en lejlighed til at være sammen med ham, følge de fem daglige bønner og til andre tider. De søgte gerne hans råd om dagligdags problemer og lyttede opmærksomt til fortolkningen og anvendelsen af åbenbarede vers på deres situation. De fulgte Koranens budskab og Guds Budbringer med yderste oprigtighed og støttede ham med alt, hvad de havde. De mest fremstående blandt dem er Abu Bakr, 'Umar, 'Uthman, Ali, Talha, Zubayr, 'Abd al-Rahman ibn Awf, Sa'd ibn Abi Waqqas, Sa'id ibn Zayd, Abu 'Ubayda, Hasan, Hussayn og adskillige dusin andre. De bar trofast Islams budskab efter Profeten, og inden 90 år havde Islams lys nået Spanien, Nordafrika, Kaukasus, det nordvestlige Kina samt Indien.

 

Share this