Forside | Kapital 2 Det Væsentlige i den Islamiske Tro | Profetgerning og Profeten Muhammad

2. Profeten Muhammad (fvmh)


Hvis vi skulle forestille os selv i verden for 1400 år siden, ville vi finde en fuldstændigt anderledes verden. Mulighederne for at udveksle idéer var sparsomme og kommunikationsmidlerne var begrænsede og uudviklede. Mørke vil herske og kun et svagt glimt af lærdom synligt, knap nok tilstrækkeligt til at oplyse menneskets videns horisont. Folk på den tid havde et snævert udsyn, og deres idéer om menneskeheden og tingene var begrænset til deres umiddelbare omgivelser. De var så dybt nedsunket i uvidenhed og overtro, og deres mangel på tro var så stærk og udbredt, at de nægtede at overveje noget som helst som ophøjet og sublimt, medmindre det viste sig for dem i det overnaturliges klædning. De havde udviklet en så stærk mindreværdsfølelse, at de ikke kunne forestille sig noget menneske kunne have en gudelig sjæl eller en hellig tilskyndelse.

Profetens Hjemland

I den uoplyste æra lå mørket tykkere og tungere i et land mere end i noget andet. Nabolandene Persien, Byzantium og Ægypten besad et glimt af civilisation og et svagt lys af kundskab; men den Arabiske halvø, der lå isoleret og afsondret af store have af sand, var kulturelt og intellektuelt et af verdens mest tilbagestående områder. Hijaz, Profetens (fvmh) fødested, havde ikke engang været igennem naboegnenes begrænsede udvikling og havde ikke oplevet nogen social evolution eller opnået nogen intellektuel udvikling af betydning. Selvom deres højtudviklede sprog kunne udtrykke de fineste nuancer af betydninger, afslører et studium af resterne af deres litterære værker den begrænsede udstrækning af deres viden. Alt dette viser deres lave kulturelle og civiliserede stade, deres overtroiske natur, deres barbariske og vilde skikke samt deres klodsede og lavtstående moralske standarder og begreber.

Det var et land uden en regent, for hver stamme påstod overlegenhed og betragtede sig selv som uafhængig. Den eneste lov, der fungerede, var jungleloven. Røveri, ildspåsættelse og mord på uskyldige og svage var normen. Liv, ejendom og ære var konstant i fare, og stammerne lå altid i krig med hinanden. Et banalt tilfælde kunne opsluge dem i vild krigsførelse, der sommetider udviklede sig til årtier lange borgerkrige, der omfattede hele landet. Som en lærd skriver:

Disse kampe ødelagde følelsen af national enhed og udviklede en uhelbredelig opsplitning; hver stamme anser sig selv for selv-tilstrækkelig og betragter de andre som legitime ofre for mord, røveri og udplyndring. 23

De var knap i stand til at skelne mellem rent og urent, lovligt eller ulovligt og deres moralbegreber, kultur og civilisation var primitive og grove. Deres liv var vildt og deres opførsel barbarisk. De svælgede i hor, hasard og druk. De stod uden skam nøgne overfor hinanden, og kvinderne gik nøgne rundt om Ka'ba'en.

Deres prestige krævede drab på pigebørn hellere end at få nogen "laverestående" til svigersøn og eventuelle arvinger. De giftede sig med de af deres stedmødre, der var blevet enker, og kendte ingen af de manerer, der forbindes med at spise, påklædning og renlighed. De var tilbedere af sten, træer, afguder, stjerner og ånder og havde glemt de tidligere Profeters lære. De havde en ide om, at Abraham og Ishmail var deres forfædre, men næsten alle disse forfædres religiøse viden og forståelse af Gud var gået tabt.

 

Share this