Forside | Kapital 2 Det Væsentlige i den Islamiske Tro | Guddommelige Bøger og Koranen

4.Argumenter for Koranens Guddommelige Forfatterskab


Når vi studerer Koranens ord, stil og betydninger udelukkende overfladigt, bemærker vi øjeblikkeligt, at den er unik. Så i rang og værdi er den enten under - selv Satan kan ikke påberåbe sig den, ej heller tænker han derpå - eller over alle andre bøger. Eftersom den er over, må den være Guds Ord.

Koranen fastslår: Du (oh Muhammad) læste ikke noget Skrift før den, ej heller skrev du (sådan et Skrift) med din højre hånd, for da ville de, som følger falskhed, have (ret) til at tvivle på den (29:48). Desuden kan det ikke benægtes, at Profeten Muhammad var analfabet, og at Koranen har fremlagt en åben og evig udfordring til menneskeheden: Hvis I er i tvivl om det, som Vi har sendt ned til Vor tjener (Muhammad), (da) frembring vers ligesom (disse), og indkald jeres vidner, støtter, som er adskilt fra Gud, hvis I er oprigtige (2:23). Ingen har nogensinde mødt denne udfordring med succes.

Åbenbaringen strakte sig over 23 år. Hvordan kan det være, at sådan en bog, som behandler Guddommelig sandhed, metafysik, religiøs tro og tilbedelse, bøn, lov og moral, efterlivet, psykologi, sociologi, erkendelsesteori, historie, videnskabelige kendsgerninger og principperne for et lykkeligt liv, aldrig modsiger sig selv? Faktisk erklærer den åbent, at den ikke indeholder nogen modsigelser og derfor er en Guddommelig Bog: Vil de så ikke tænke over Koranen? Hvis den var fra nogen anden end Gud, ville de have fundet mange modsigelser deri samt uoverensstemmelser (4:82).

Koranen er et litterært mesterværk, der ikke kan efterlignes. Dens stil og veltalenhed, selv dens faktiske sætninger, ord og bogstaver udgør en mirakuløs harmoni. Med hensyn til rytme, musik og endda geometriske proportioner, matematiske mål og gentagelse, er hver på sin nøjagtige plads og derpå fuldkomment indvævet og interrelateret med andre.

I det før-islamiske Arabien nød veltalenhed, poesi og talegaver stor anseelse. Der blev jævnligt afholdt poesi-konkurrencer, og de digte, der vandt, blev skrevet i guld og hængt op på Ka'ba´ens vægge. Den ulærde Profet var aldrig blevet hørt sige bare et par linier poesi. Men den Koran, han bragte, tvang til sidst alle kendte eksperter til at overgive sig.

Selv de gudsfornægter blev fanget af den. Men for at hindre Islam i at spredes sagde de, at den var magisk, og man ikke skulle lytte til den. Men da poeter som Khansa og Labid konverterede og derpå forlod poesien udfra respekt og ærefrygt overfor Koranens stil og veltalenhed, måtte gudsfornægter bekende: "Hvis vi kalder den et stykke poesi, er den det ikke. Hvis vi tilskriver den en sandsigers ord, er den det ikke." Af og til kunne de ikke lade være med, i hemmelighed, at lytte til Profetens recitation om natten; men de kunne ikke overvinde deres arrogance længe nok til at tro på dens Guddommelige oprindelse.

På trods af poesiens høje stade var det arabiske ordforråd for primitivt til at udtrykke metafysiske ideer eller videnskabelige, religiøse og filosofiske begreber tilstrækkeligt fyldestgørende. Ved at bruge et simpelt ørkenfolks ord og udtryk gjorde Islam det arabiske sprog så rigt og komplekst, at det blev sproget i den mest storslåede civilisation, én, der kom med mange fuldstændigt originale bidrag til videnskabelige, religiøse, metafysiske, litterære, økonomiske, juridiske, sociale og politiske områder. Hvordan kunne en analfabet påbegynde en filologisk revolution, der savner sin parallel i menneskehedens historie?

På trods af dens tilsyneladende enkelhed har Koranen mange lag af betydning. Den lyser vejen op for poeter, musikere og talere såvel som for sociologer, psykologer, forskere, økonomer og jurister. Grundlæggerne af ægte åndelige ordener og skoler indenfor lov og opførsel fandt i den alle de principper, der er nødvendige for at vejlede deres tilhængere. Koranen viser alle, hvordan de skal løse deres problemer og opfylde deres åndelige søgen. Kan nogen anden bog gøre det?

Uanset hvor smuk og interessant en bog end er, læser vi den højst en to-tre gange, før vi lægger den væk for altid. Milliarder muslimer har derimod reciteret dele af Koranen gennem deres fem daglige bønner gennem de sidste 14 århundreder. Mange har reciteret den i sin helhed mindst én gang om året og sommetider endda en eller to gange om måneden. Jo mere vi reciterer den, des mere gavner den os, og des mere føler vi ønsket om at recitere den. Folk bliver aldrig trætte af dens ordlyd, mening og indhold, og den mister aldrig noget af sin originalitet og friskhed. Som tiden går, ånder den nye sandheder og meninger ind i sindene og sjælene og forøger derved deres aktivitet og livfuldhed.

Koranen beskriver alle vore fysiske og åndelige aspekter og indeholder principper til at løse alle sociale, økonomiske, juridiske, politiske og administrative problemer, uden hensyn til tid og sted. Dertil kommer, at den tilfredsstiller både sindet og ånden samtidigt og garanterer lykke i begge verdener.

Ingen kan, uanset intelligens, opstille regler, der løser alle potentielle problemer.  Selv det bedste system skal gennemgås i det mindste hvert 50. år. Og vigtigere der er intet system, der kan love evig lykke, for dets principper er bundet til dette flygtige menneskeliv, der er uendeligt kort sammenlignet med efterlivet.

I modsætning hertil er, intet Koranisk princip blevet forældet eller behøver revision. For eksempel erklærer den, at rigdomme ikke kun bør cirkulere blandt de rige (59:7); at regeringsposter burde gives til kompetente, kvalificerede personer, og at absolut retfærdighed skal være reglen i den offentlige administration og alle dens tvistigheder (4:58); at folk kun kan få det, de stræber efter (53:39); og at enhver, der med urette dræber et andet menneske, er som én, der har dræbt hele menneskeheden (5:32). Disse samt mange andre principper (f. eks. forbud mod åger, hasard, alkohol og udenomsægteskabelige seksuelle forhold; udføre bønnerne, faste, give almisser og god opførsel), styrkes gennem kærlighed og opmærksomhed overfor Gud, løftet om et evigt, lykkeligt liv og frygten for straf i Helvede.

Koranen afslører også mysteriet om menneskeheden, skabelse og universet. Koranen, menneskeheden og universet er de tre "Bøger", der gør Skaberen kendt for os, og er tre udtryk for den samme sandhed. Derfor, Den Ene, Som skabte menneskeheden og universet, åbenbarede også Koranen.

Man finder ingen mennesker, der gør nøjagtigt det, de beder andre om at gøre, eller hvis gerninger afspejler dem nøjagtigt. Imidlertid er Koranen identisk med Profeten og er legemliggørelsen af ham i ord, ligesom han er legemliggørelsen af Koranen i tro og adfærd. De er to udtryk for den samme sandhed. Da `Aisha engang blev spurgt om hendes ægtemands adfærd, svarede hun: "Læser du ikke Koranen? Hans adfærd var Koranen." Dette viser tydeligt, at Koranen og Muhammad er Gud, den Almægtiges, værker.

Normalt er forfattere så stærkt påvirket af deres omgivelser, at det næsten er umuligt for dem at frigøre sig fra dem. I modsætning hertil er Koranen, på trods af at den blev åbenbaret i brudstykker ved visse lejligheder ligeligt universel og objektiv, når den behandler særtilfælde, som den er nøje og præcis, når den behandler universelle begreber.  Den bruger præcise udtryk, når den beskriver skabelsens begyndelse og tidens afslutning samt menneskehedens skabelse og liv i den anden verden. Ligesom den sommetider drager universelle konklusioner fra særlige tilfælde, går den sommetider fra universelle principper til særlige tilfælde. Denne specielle stil i Koranen kan ikke genfindes i noget menneskeligt værk og er derfor et andet tegn på dens Guddommelige oprindelse.

Ingen forfatter har nogensinde skrevet en bog på sit eget felt, der er så præcist som Koranen på så varierede områder som religion og lov, sociologi og psykologi, eskatologi og moral, historie og litteratur og så videre. Desuden indeholder Koranen i det mindste principperne for al viden, enten i sammentrængt form eller i detaljer, og aldrig er bare en smule af den viden blevet imødegået. Hvad mere behøves for at bevise dens Guddommelige oprindelse?

Er der nogen forfatter, der kan hævde, at hans eller hendes værk er absolut korrekt og i al evighed fortsat vil være det? Videnskabelige konklusioner ændrer sig hele tiden. Torah´en og Testamenterne undergår stadige forandringer. Bare et overfladisk studie af Bibler, der er udgivet på forskellige tider og sprog, viser disse ændringer. Men Koranens sandheder bibeholder deres friskhed, eller med Said Nursis ord, "som tiden bliver ældre, bliver Koranen stadigt yngre." Der er aldrig blevet fundet nogen fejl eller modsigelse i den, og den er forblevet uforandret siden begyndelsen af dens åbenbaring og fremvist sin unikhed. Endnu i dag fortsætter den med at vinde nye hjerter, afsløre sine skjulte, ubegrænsede skatte og blomstre som en himmelsk rose med talløse kronblade.

Kan du på grundlag af din viden og ry for hæderlighed tale på præsidentens vegne, på premierministerens og alle andre ministres; på vegne af forfattersammenslutninger, juristers foreningers og fagforeningers vegne; på bestyrelsen af universiteternes underviseres og forskeres vegne? Hvis du kan det, kan du så påstå at repræsentere hver enkelt af dem så perfekt, som de ville ønske? Hvis du kan, kan du da lovgive for alle landets anliggender? Det var præcis dette Profeten gjorde gennem Koranen. Hvordan kan man påstå, at en analfabet, som var fuldstændigt apolitisk til han blev fyrre, kunne opnå sådanne resultater uden Guddommelig inspiration og støtte?

Profeten bliver advaret i Koranen. Hvis det var ham, der var forfatteren, ville han da give den alvorlige bagtalelse, der fandt sted, vedrørende hans hustru. Ville han ikke have skjult den åbenbaring, der beordrede ham til at gifte sig med Zaynab, frem for at offentliggøre det, hvis det ikke kom fra Gud? 'A'isha sagde senere, at hvis der var nogen del af Koranen, Profeten kunne have skjult, ville han have skjult denne. (Bukhari, "Tawhid" 22; Muslim, "Iman", 288.)

Hans onkel, Abu Talib, som havde opdraget ham, siden han var otte, og beskyttet ham gennem 10 år, efter han erklærede sin Profetgerning, gik aldrig over til Islam. Profeten elskede sin onkel inderligt og ønskede hans omvendelse; men blev fortalt at: Du leder ikke dem, du elsker; men Gud leder hvem, Han vil. Han er bedst opmærksom på de, der bliver ledt (28:56). Hvis han var Koranens forfatter, kunne han have påstået, at Abu Talib var blevet muslim.

Mange vers begynder med "De spørger dig" og fortsætter med "Sig (i svar)." Disse blev åbenbaret for at give svar på spørgsmål, muslimerne og ikke-muslimerne havde stillet især Medinas jøder, om hvad der var tilladt og hvad der var forbudt, fordelingen af krigsbytte, månens (astrologiske) huse, Dommedag, Dhu'l-Qarnayn (en fortidig troende konge, som foretog store erobringer i Asien og Afrika), ånden, og så videre. Hvis man ikke har en altomfattende viden, kan man ikke svare på den slags spørgsmål; men hans svar tilfredsstillede alle. Det viser, at han blev undervist af Gud, den Alvidende.

Profeten var meget nøjsom og afskyede verdslig vinding, berømmelse, herredømme, rigdom og smukke kvinder. Han udholdt også store prøvelser og forfølgelse. Hvis man påstår, at Muhammad den Troværdige, som han almindeligvis blev kaldt, opdigtede Koranen, så påstår man også, at han var den største løgnhals og svindler, verden nogensinde har set. Hvorfor skulle han påstå en Profetgerning og udsætte sig selv og sin familie for store afsavn og forfølgelse? Sådan en beskyldning såvel som at sige, at han skrev Koranen, er fuldstændigt grundløse og mangler bevis.

Jøderne og de kristne var meget stærke opponenter. Til sidst blev han nødt til at kæmpe mod jøderne i Medina adskillige gange og udvise dem. På trods heraf nævner Koranen Profeten Moses omkring 50 gange og Jesus mange gange; den nævner kun Muhammads navn fire gange. Hvorfor skulle et menneske, der falskelig påstår at være Profet, nævne sine modstanderes Profeter? Kan der være andre grunde end jalousi, fordomme, selviskhed og andre negative følelser for at benægte Muhammads Profetgerning?

Koranen henviser også til bestemte kendsgerninger ved skabelsen, som først for nylig er blevet fastslået ved moderne, videnskabelige metoder. Hvordan kunne Koranen være så bogstaveligt sand omkring sager, som folk, der dengang lyttede til åbenbaringerne, ikke anede noget om? Hvis, for eksempel, Koranen var en almindelig bog, kunne den så have indeholdt: Kan de ikke-troende ikke indse, at himlene og Jorden var en enhed af skabelse førend Vi splittede dem ad? (21:30).

 

Share this