Forside | Kapital 2 Det Væsentlige i den Islamiske Tro | Profetgerning og Profeten Muhammad

6. Hijra og Medina


I år 622 besluttede lederne i Quraysh at dræbe Profeten. De planlagde at bruge en mand fra hver Quraysh stamme og angribe ham sammen. Gabriel fortalte ham om planen og bad ham forlade Mekka øjeblikkeligt. Efter at have arrangeret tilbageleveringen af det, adskillige ikke-troende havde betroet ham i varetægt, forlod Profeten Mekka samme nat sammen med sin ven, Abu Bakr. De tog syd for byen til en bjerghule ved navn Thawr [se Koranen 9:40], og efter at have været der i tre nætter rejste de ca. 400 km. mod nord til Yathrib, hvilket Profeten ændrede til Medina.

Da Quraysh's ledere fandt ud af, at han var flygtet, udsatte de en dusør på 100 kameler for hans tilfangetagelse, død eller levende. Men på trods af deres bedste spejdere og eftersøgningshold beskyttede Gud Profeten, og han ankom i sikkerhed til Quba, en forstad til Medina. Denne begivenhed kaldes for Hijra (Emigration) og markerer begyndelsen på den Islamiske kalender. Folkene i Medinas stammer Aws og Khazraj hilste ham med stor entusiasme i henhold til den ed, de havde svoret i 'Aqaba. En efter en forlod de muslimer (mænd og kvinder) i Mekka, som ikke var fysisk indespærrede, og som kunne tage af sted i hemmelighed, alt, de ejede og drog til Medina.

Da Profeten slog sig ned i Medina, byggede muslimerne en moské, hvor de kunne udføre deres daglige bønner og bruge som deres nye bystats hovedkvarter.

Profeten, (fvmh), fandt fuldstændigt anarki i Medina, for regionen havde aldrig haft hverken en stat eller hersker, der kunne forene dens indbyrdes stridende stammer. I løbet af bare et par uger havde han samlet stammerne sammen (og bragt orden) og etableret en bystat, hvori muslimer, jøder, hedenske arabere og sandsynligvis et lille antal kristne også trådte ind i en stats-organisme ved hjælp af en social kontrakt.

Grundloven for denne første muslimske stat, der var udformet som en konføderation på grund af dens mangfoldige folkegrupper, er overleveret til os in toto. Deri læser vi "for muslimerne, deres religion; for jøderne, deres religion", eller "at der ville være godgørenhed og retfærdighed" men endda også "jøderne... er et samfund (i alliance) med de troende (d.v.s. muslimerne)." Alle disse sætninger fremkom i klausul 25. 30

Med andre ord gik de autonome jødiske landsbyer frivilligt med i denne konføderale stat og anerkendte Muhammad som dens overhovede. Dokumentet slog tydeligt fast, at det militære forsvar var obligatorisk for alle inklusive jøderne. Dette indebærer deres deltagelse i diskussionerne og derpå at udføre den politik, der var vedtaget. Faktisk slog sektion 37 fast at: "Jøderne vil bære deres udgifter og muslimerne deres, og der vil være gensidig hjælp, i tilfælde af at en aggressor angriber parterne i dette dokument." Derudover siger sektion 45, at krig og fred vil være udelt for parterne i dokumentet.

Nogle måneder efter dannelsen af denne bystat sluttede Profeten kontrakter om forsvarsalliancer og gensidig hjælp med de hedenske arabere rundt om Medina. Nogle af dem tog imod Islam ca. 10 år senere. Under de ti år var den gensidige tillid fuldstændig.

Med Guds Budbringers ankomst til Medina trådte kampen mellem Islam og vantro ind i en ny fase. I Mekka havde Profeten hovedsageligt beskæftiget sig med at forklare Islams grundlæggende principper og med hans Ledsageres moralske og åndelige træning. Men efter Emigrationen (622) begyndte nye muslimer fra forskellige stammer at samle sig i Medina. Selvom muslimerne kun sad på en lille del af landet, allierede Quraysh sig med så mange stammer som muligt for at udslette dem.

Det lille muslimske samfunds succes, for ikke at sige overlevelse, afhang under de omstændigheder af adskillige faktorer. I henhold til vigtighed var de:

Udbrede Islam effektivt og effektivt konvertere andre.

Fremvise de ikke-troendes løgne så overbevisende, at ingen kan tvivle på Islams sandhed.

At møde eksil, gennemtrængende fjendtlighed og modstand, økonomiske vanskeligheder, sult, usikkerhed og farer med tålmodighed og sjælsstyrke.

At få de formuer og ejendele tilbage, som mekkanerne beslaglagde efter de emigrerede.

At modstå, med mod og våbenmagt, ethvert angreb, der påbegyndtes for at frustrere deres bevægelse. Under modstanden skal de ignorere fjendens numeriske og materielle overlegenhed.

Udover truslerne fra Mekka og dens allierede måtte det unge muslimske samfund på trods af den indgåede pagt også tage sig af Medinas tre jødiske stammer, der kontrollerede dens økonomiske liv. Selvom jøderne ventede på en Profet, var de imod Guds Sendebud, fordi han ikke var jøde, og de fortsatte med at fremmane betragtelig uvilje mod ham og lægge planer mod ham og Islam. For eksempel komponerede den kyndige jødiske poet, Ka'b ibn Ashraf, digte, der var satirer over Guds Budbringer og ophidsede hans fjender.

Et andet fjendtligt element begyndte at vise sig i Medina: hykleri. Hyklerne kan inddeles i fire brede grupper, som følger:

De, som ikke havde nogen tro på Islam; men gik ind i det muslimske samfund for at skabe vanskeligheder i dets rækker.

De, der forstod de politiske realiteter og dermed søgte nogle fordele ved at lade som om, de havde konverteret. Imidlertid bibeholdt de kontakter med anti-muslimske kræfter, i håbet om at de kunne drage nytte af kontakter med begge sider og dermed kunne undgå at lide overlast.

De, som ikke endnu havde besluttet sig; men lod som om de havde konverteret, fordi alle omkring dem gjorde det.

De, som tog imod Islam som den sande religion; men fandt det svært at fralægge sig det nedarvede form for tilværelse, overtro og skikke såvel som at udøve den form for selvdisciplin, Islam kræver.

 

Share this