Forside | Kapital 2 Det Væsentlige i den Islamiske Tro | Profetgerning og Profeten Muhammad

8. Slag


Budbringeren fortsatte med at sende militære ekspeditioner ud i ørkenen indtil Slaget ved Badr (624), som var den første større konfrontation mellem de troende i Medina og Mekkas polyteister.

Efter hans emigration til Medina forøgede Islams fjender deres angreb fra alle sider. I det andet år efter Hijra organiserede mekkanerne en handelskaravane til Syrien under ledelse af Abu Sufyan. Deres varer bestod af ejendele, muslimerne havde efterladt i Mekka, da de flygtede. Da karavanen var på vej tilbage til Mekka, frygtede Abu Sufyan et muslimsk forsøg på at få de stjålne varer tilbage og sendte et sendebud til Mekka for at bede om hjælp og forstærkninger.

Det gav anledning til stor opstand i Mekka. Ledende Qurayshi høvdinge besluttede at slås mod Profeten. Omtrent 1000 krigere tog af sted fra Mekka i stor pomp og fanfare for at knuse den gryende muslimske magt. Samtidigt ønskede de også som sædvanligt at terrorisere nabostammerne for at sikre handelskaravanernes sikkerhed fremover. Profeten mødte dem med omkring 310 soldater ved Badr. Denne første konfrontation endte med en afgjort sejr til muslimerne.

For at få hævn organiserede Quraysh en ny, stærk hær, bestående af 3000 soldater og angreb Medina året efter. Guds Budbringer fik informationer om mekkanernes march imod Medina, og efter konsultation med sine Ledsagere mødte han dem med 1000 soldater ved bjerget Uhud, 5 km. nord for Medina. I slagets første del vandt muslimerne med lethed over fjenden. Da fjenden begyndte at flygte, samlede muslimerne krigsbyttet sammen. Så forlod de bueskytter, han havde anbragt i bjergpasset, deres poster.

Khalid ibn Walid, der stadig var ikke-troende og kommandant over Quraysh's kavaleri, greb denne lejlighed til at føre sine mænd rundt om Uhud-bjerget og angreb muslimernes flanke gennem passet. De flygtende fjendesoldater kom tilbage og angreb forfra. Nu vendte slaget sig mod muslimerne. Begge disse angreb af overlegne styrker forvirrede dem meget, og Ledsagerne måtte samle sig omkring Profeten, som var såret og besvimet. Mange af dem var også sårede. De trak sig tilbage til bjergets sikkerhed. Da Quraysh's hær begyndte at forlade slagmarken, i den tro at de havde fået hævn for Badr, og idet de indså, at de ikke kunne knuse muslimernes modstand, steg de op på deres kameler og vendte tilbage mod Mekka.

I 627 tog en gruppe udstødte Banu Nadir-jøder, indbefattet Sallam ibn Abi al-Huqayq, Huyayy ibn Akhtab og nogle fra Banu Wa'il, til Mekka. De mødtes med Quraysh ledere og ivrede dem til at fortsætte kampen og lovede deres hjælp og støtte. Derpå fortsatte disse jøder til stammerne Ghatafan og Qays Aylan og, idet de lovede dem hjælp og opmuntrede dem til at kæmpe mod Guds Budbringer. Disse intriger førte til en stor anti-muslimsk konføderation af mekkanske polyteister, ørkenstammerne fra det centrale Arabien, jøder, der allerede var blevet udvist fra Medina, Medinas resterende jøder (Banu Qurayza) samt hyklerne (anført af 'Abdullah ibn Ubayy ibn Salul). De sidste to udgjorde en femte kolonne indeni Medina.

Da Guds Budbringer fik oplysninger om denne anti-muslimske samling af konføderale (ahzab) gennem sin efterretningsorganisation, konsulterede han sine Ledsagere. Det var deres enstemmige synspunkt, at de skulle forblive i Medina og kæmpe derfra. Salman al-Farisi foreslog, at de skulle grave en vold omkring byen, Det tog 6 dages feberagtigt arbejde at grave denne vold.

De allierede trængte frem mod Medina i håb om at ødelægge muslimerne på en åben slagmark. Men da de mødte denne nye strategi, fik de det første slag. De var omkring 20 000 og slog lejr nær ved voldgraven. Medina rådede kun over 3000 soldater, hvortil kom, at de jødiske Banu Qurayza og hyklernes femte kolonne allerede havde taget kontakt med fjenden. Som det står i Koranen 33:12-20, da hyklerne først så fjenden, var de allerede i et slagent humør.

Budbringerens klogskab og militære geni viste sig atter en gang. Han havde holdt sine soldater lukket inde i byen og placeret dem, så de kunne forsvare deres hjem mod eventuelle Banu Qurayza angreb. Det mest kritiske øjeblik kom, da Banu Qurayza sendte en mand ind i byen for at finde ud af forholdene for de muslimske kvinder. Men da denne mand blev dræbt af Safiyya, Profetens tante, blev deres håb ødelagt.

Belejringen varede 27 dage. Muslimerne led svært under sult, kulde, endeløse byger af pile og sten, forsøg på og koncentrerede angreb på at krydse voldgraven samt forræderi og intriger inde i Medina. Efter næsten 4 uger, hvorunder fjenden blev mismodig på grund af mangelen på succes, og de troende beviste deres beslutsomhed og loyalitet, kom der et skærende pust af en kold vind fra øst. Fjendens telte blev rykket op, deres ild gik ud, sand og regn piskede i deres ansigter, og de blev rædselsslagne ved de tegn, der kom imod dem. Til sidst råbte Abu Sufyan: "Kom, vi tager hjem!" Muslimerne sejrede ved Guds hjælp.

Slaget ved Voldgraven var Quraysh's sidste forsøg på at ødelægge Islam og muslimerne. Da Guds Budbringer fulgte deres tilbagetog i nederlag og ydmygelse, erklærede han: "Fra nu af vil vi marchere mod dem; de vil ikke længere være i stand til at overfalde os."

Share this