Forside | Tilbedelse

Betydningen af forskellige bedetider


Hver tid til bøn er åbningen af et betydningsfuldt vendepunkt, et spejl af den Guddommelige anvendelse af magt, såvel som den universelle Guddommelige gavmildhed deri. Vi bliver bedt om at bede på disse særlige tidspunkter for at give mere beundring og glorifikation til den Magtfuldeste Ene af Majestæt og at takke endnu mere for de gaver, der er blevet samlet mellem to perioder. For bedre at kunne forstå denne subtile og dybtgående mening lidt bedre, betragt da disse fem punkter:

Punkt Et. Hver bøn står for prisen, herliggørelse og taknemlighedsfølelse overfor Gud. Vi herliggør Ham ved at sige subhan Allah (al herlighed er Guds) i ord og handling i bevidsthed om Hans Majestæt. Vi ophøjer og forstørrer Ham ved at sige Allahu Akbar (Gud er den Største) i ord og handlinger i bevidsthed om Hans Fuldkommenhed. Vi takker Ham ved at sige al-hamdu lillah (al pris er Guds) med hjerte, tunge og legeme i bevidsthed om Hans Nåde. Fra dette kan vi konkludere, at bønnens hjerte består i at glorificere, ophøje, prise og takke. Derfor er disse tre udtryk til stede i alle ord og handlinger hos de, der beder. Derudover gentages de, efter hver bøn, 33 gange hver for at bekræfte og fuldstændiggøre bønnens hensigt. Meningen med bønnen udtales sammenhængende med disse præcise ytringer.

Punkt To. Vi er Guds tjenere, I bevidstheden om vore defekter, svaghed og armod i det Guddommelige Nærvær, bøjer vi os i kærlighed og ærefrygt for Hans Overhøjheds fuldkommenhed, Hans Guddommelige Kraft, hvoraf hver eneste skabning er afhængig af Hans Guddommelige Medfølelse. Ligesom Hans Overherredømmes ophøjethed forlanger hengivelse og lydighed, kræver Hans Hellighed, at vi ser på vore fejl og søger Hans tilgivelse, at erklære at Han ikke har nogen fejl, og at de uvidendes falske bedømmelser er betydningsløse, og at Han er hinsides Sine skabningers fejltrin.

Hans Krafts Perfektion forlanger, at vi, idet vi indser vor svaghed og alle væseners hjælpeløshed, udbryder: "Gud er den Største!" i beundring og forundring foran den Evigt Efterstræbtes værkers majestæt. Idet vi bøjer os i ydmyghed, bør vi søge tilflugt i Ham og sætte vor lid til Ham. Hans Medfølelses grænseløse skatte kræver, at vi erklærer vor og alle væseners nød ved at bede og anmode om Hans hjælp, og at vi erklærer Hans velsignelser gennem lovprisning og taknemlighed ved at udtale al-hamdu-lillah. Kort sagt omfatter bønnens ord og handlinger alle disse betydninger og blev således beordret og arrangeret af Gud.

Punkt Tre. Ethvert menneske er en miniature af universet. På samme måde er Koranens første Surah (kapitel), Surat al-Fatiha, en illumineret miniature af hele Bogen og bønnen er et lysende indeks, der involverer alle slags tilbedelse, et helligt kort der peger på forskelligartede slags tilbedelse, der praktiseres af alle levende væsener.

Punkt Fire. Den fortløbende opdeling af dagen og natten, såvel som vort livs år og faser, virker som et stort urs hjul og trisser. For eksempel:

Tidspunktet for fajr (før solopgang) kan sammenlignes med forårets fødsel, det øjeblik, da spermen søger tilflugt i den beskyttende livmoder eller med de første af de 6 fortløbende dage, under hvilke himlene og Jorden blev skabt. Det ridser op, hvordan Gud anvender Sin Kraft og handler i sådanne tider og begivenheder. Tiden for zuhr (lige over middag) kan sammenlignes med færdiggørelsen af ungdommen, midten af sommeren, eller perioden for menneskets skabelse i verdens tidshorisont. Den peger også på Guds medfølende manifestationer og overvældende velsignelser i disse begivenheder og tider.

Tiden for 'asr (eftermiddag) minder om efteråret, alderdom og tiden for den Sidste Profet (Glædens Tidsalder). Den minder om de Guddommelige handlinger og den Barmhjertiges gaver i dem. Tiden for maghrib (solnedgang eller aften) minder os om mange skabningers nedgang ved slutningen af efteråret og også om vor egen død. Således advarer den os om verdens ødelæggelse ved begyndelsen af Genopstandelsen, lærer os at forstå manifestationen af Guds Majestæt og vækker os fra ligegyldighedens dybe søvn.

Tiden for  'isha' (nat eller sen aften) minder os om mørkets verden, der indhyller alle dagens genstande i dens mørke kappe, og vinteren, der dækker den døde Jords overflade med dens hvide kappe. Den minder os om de dødes værker, der glemmes, og peger på denne prøvelsernes arena uundgåelige, fuldstændige nedgang. Dermed forkynder 'isha' den Overskyggende Majestæts frygtindgydende gerninger. Natten minder os om vinter, graven, den Mellemliggende Verden og hvor meget vor ånd behøver den Nådiges Nåde. Den sene nats tahajjud bøn minder os og advarer os om, hvor nødvendig denne bøns lys vil være i gravens mørke. Ved at genkalde den Sande Skænkers uendelige overflod, der er givet gennem disse ekstraordinære begivenheder, bekendtgør den, hvor værdig Han er til pris og taknemlighed.

Den næste morgen peger på den morgen, der følger Genopstandelsen. På samme måde som morgenen følger efter natten og foråret kommer efter vinteren, kommer morgenen efter Genopstandelsen eller "foråret" efter det mellemliggende liv.

Vi forstår, at hver tildelt bønnetid er begyndelsen på et vitalt vendepunkt og minder os om de større omdrejninger eller vendepunkter i universets tilværelse. Gennem de daglige ærefrygtindgydende fordelinger af den Evigt Efterstræbtes Kraft minder bønnetiderne os om den Guddommelige Krafts mirakler og den Guddommelige Nåde's gave uden hensyn til tid og sted. Så de foreskrevne bønner, der er en medfødt pligt, tilbedelsens fundament og en utvivlsom forpligtelse, passer allerbedst til disse tidspunkter.

Punkt Fem. Vi er skabt svage, alligevel involverer alting os og påvirker os og giver os sorg. Vi har ingen kraft og bliver alligevel udsat for plager og fjender. Vi er yderst fattige, og dog har vi mange behov. Vi er dovne og uduelige, alligevel er livets byrde tung. Ved at være mennesker er vi forbundet med hele verden, og alligevel forsvinder det, vi elsker og er vant til og den følgende sorg giver os smerte. Vor mentalitet og sanser inspirerer os til glorværdige foretagender og evige fortjenester, men vi er inkapable, utålmodige, kraftesløse og har blot en kort livslængde.

Udfra alt dette bliver adskillige ting klare:

Fajr bønnen er væsentlig, for vi må fremlægge en ansøgning, før dagens aktiviteter begynder. Gennem bøn og anråbelser må vi anmode den Kraftfulde Majestæts Domstol, den Nådige Medfølende om succes og hjælp. Sådan en støtte er nødvendig for at klare og udholde de besværligheder og byrder, der venter os.

Zuhr bønnen er væsentlig, for det er da, dagen begynder at bevæge sig fremad for at fuldføre sin kurs. Folk tager en pause fra deres aktiviteter. Ånden behøver en pause fra tankeløsheden og uophørligheden, der forårsages af hårdt arbejde, og Guddommelige gaver er fuldt manifesterede. At bede ved denne tid er godt, nødvendigt, behageligt og passende. Denne bøn letter trykket fra dagliglivets pres og tankeløshed. Vi står ydmygt overfor den Virkelige Giver af velsignelser, udtrykker taknemlighed og beder om Hans hjælp. Vi bøjer os for at vise hjælpeløshed overfor Hans Stråleglans og Vælde og kaster os ned for at erklære vor ærefrygt, kærlighed og ydmyghed for Hans evigtvarende Perfektion og uforlignelige Nåde.

'Asr bønnen ligner og genkalder efterårets sørgmodige årstid, alderdommens beklagelige tilstand og den urolige periode ved tidens ende. Dagens opgaver er overstået, og de Guddommelige gaver, man har modtaget den dag (f. eks. sundhed, sikkerhed og god tjeneste på Guds vej), har samlet sig sammen til en stor sum. Det er også tidspunktet, hvor sollyset dæmpes ned og beviser, at alle ting er forgængelige. Vi, som længes efter evighed, er skabt for den og viser ærbødighed overfor de gaver, vi har modtaget, sørger også over adskillelser. Så vi rejser, laver wudu' (afvaskning) og beder.

Derfor er det en ophøjet pligt at bede 'asr, en passende tjeneste, en rimelig måde at betale sin taknemlighedsgæld på og en behagelig fornøjelse. Vi opnår ro i sindet og finder sand trøst og åndelig lethed ved at bede den Evigtvarendes, den Evigt Selvopholdendes Evige Hof og ved at søge tilflugt i Hans uendelige Nåde, med taksigelser og lovprisninger for Hans talløse gaver, ydmygt bøjede for Hans Herredømmes Magt og Stråleglans og falder ydmygt på knæ for Hans Evige Guddommelighed.

Aftenen minder os om vinterens begyndelse, den sørgelige afsked med sommerens og efterårets skabninger og vor sorgfulde afsked med de elskede, der dør. Solens lampe er udslukt, og Jordens indbyggere vil udvandre til den næste verden, der følger på denne verdens ødelæggelse. Den er ligeledes en alvorlig advarsel til de, der beundrer flygtige, tidsbegrænsede elskede, som hver især vil dø.

I sin egentlige natur længes menneskets ånd efter en Evig Skønhed. Under denne bøn vender den sig til det Evige Væsen, Som skaber alting og giver det form, Som hersker over vældige himmellegemer. På dette tidspunkt nægter menneskets ånd at stole på noget som helst endeligt, og råber Allahu Akbar (Gud er den Største). Derpå, i Hans Nærvær, siger vi al-hamdul illah (al lovprisning til Gud) for at prise Ham i bevidsthed om Hans pletfrie Perfektion, uforlignelige Skønhed og Ynde og uendelige Nåde.

Ved derefter at erklære: Dig alene tilbeder vi, og fra Dig alene søger vi hjælp (1:5), tilbyder vi vor tilbedelse, Hans uassisterede Herredømme, patrnerløse Guddommelighed og udelte Overophøjethed. Idet vi bøjer os for Hans uendelige Storhed, grænseløse Kraft og perfekte Ære og Stråleglans, viser vi sammen med resten af skabelsen vor svaghed og hjælpeløshed, ydmyghed og armod ved at sige: "Æret være min Herre, den Mægtige." Ved at kaste os på jorden i bevidsthed om den udødelige Skønhed og Ynde i Hans Essens, Hans uforanderlige hellige Attributter og Hans konstante evigtvarende Perfektion, erklærer vi, gennem frakobling af alt, der ikke er Ham, vort tjenstvillighed i undren og selvunderkastelse. Ved at finde en Overskøn Permanent, en Medfølende Evig En, Som vi kan sige til: "Priset være min Herre, den Mest Ophøjede," idet vi erklærer vor Mest Ophøjede Herre fri for enhver mangel eller fejl.

Derefter sidder vi ærbødigt og giver villigt alle skabningers lovprisninger og glorikationer til den Evige, Kraftfulde og Majestætiske Ene. Vi beder også Gud om at skænke fred og velsignelser over Sin hellige Budbringer med henblik på at forny vor troskab med ham, erklære vor lydighed overfor Hans befalinger og forny og styrke vor tro. Ved at iagttage universets viise orden bevidner vi Skaberens Eethed og Muhammads Budbringergerning, (fvmh), indvarsleren af Guds Lederskabs herredømme, forkynder af det, der glæder Ham og fortolkeren af Universets Bogs tegn eller vers.

Udfra dette, hvordan kan vi være sandt menneskelige, hvis ikke vi indser, hvad aftenbønnen repræsenterer: en behagelig pligt, en værdifuld og velbehagelig tjeneste, en fin og smuk tilbedelse, en alvorlig sag, en betydningsfuld konversation med Skaberen og en kilde til glæde i dette forgængelige gæstehus?

Tiden for 'isha' (natten), når natten dækker Jorden, minder os om de mægtige anvendelser af Guds Herredømme som Ændreren af Nat og Dag. I vore sind fremkalder den Perfekt Viise's Guddommelige aktiviteter som solens og månens Betvinger, som det ses, når Han vender dagens hvide side til nattens sorte side, og når Han ændrer sommerens smukt farvelagte skriveri til vinterens frosne, hvide side. Den minder os om Guds majestætiske kontrol og yndefulde manifestationer som Himlenes og Jordens Skaber, og at denne snævre, dødelige og lavtstående verden vil blive ødelagt. Det samme gælder for udfoldelsen af den vide, evige og majestætiske verden i det Hinsidige. Den advarer også om, at kun den Ene, Som så let vender dag til nat, vinter til sommer og denne verden til den næste, kan være universets Ejer og Sande Mester. Kun Han er værdig til at blive tilbedt og sandt elsket.

Om natten må vore sjæle, der er hjælpeløse og svage, fattige og nødlidende, kastet hid og did af omstændighederne og hvirvlet fremad mod en ukendt fremtid, udføre 'isha' bønnen. Vi siger, ligesom Abraham: Jeg elsker ikke de, der går ned (6:76). Vi søger tilflugt i den Evigtlevende, den Altid Tilbedte, den Evigt Elskede's Hof. Fra vort flygtige liv i denne mørke, forgængelige verden og mørke fremtid, anråber vi den Vedvarende, Evige Ene. I et øjebliks endeløs konversation, nogle sekunders udødeligt liv, søger vi den Nådige og Barmhjertige's gunst. Vi beder om Hans vejlednings lys, der vil oplyse vor verden og vor fremtid og forbinde smerten fra alle væseners og venners nedgang.

Vi glemmer verden, som har forladt os for natten, og hælder vort hjertes sorg ud hos Nådens Domstol. Før den dødlignende søvn indtræder, hvorefter hvad som helst kan ske, udfører vi vor "sidste" pligt af tilbedelse. For at afslutte vor dags aktiviteter i et gunstigt toneleje beder vi og træder ind i den Evigt Elskedes og Tilbedte's nærvær, frem for de dødeliges, som I elskede dagen lang; den Kraftfulde og Generøse's nærvær, frem for de kraftløse væsener, som vi tiggede fra dagen lang; og den Barmhjertige Beskytter's nærvær i håb om at blive frelst fra de skadelige væseners ondskab, som vi har skælvet for dagen lang.

Vi begynder bønnen med Surat al-Fatiha, der priser lovprisning af verdenernes Herre, Perfekt og Selvopholdende, Medfølende og Generøs. Vi bevæger os videre til Dig alene tilbeder vi (1:5). Det betyder, at på trods af vor ubetydelighed og ensomhed, forårsager vor forbindelse med Dommedagens Ejer, den Evigt Suveræne, at vi bliver behandlet som en forkælet gæst og betydningsfuld officer. Gennem Dig alene tilbeder vi og hos Dig alene søger vi hjælp (1:5), tilbyder vi Ham alle skabningers tilbedelse og søger Hans støtte til dem. Ved at sige Vejled os til den Rette Vej (1:6), beder vi om at blive ført til evig glæde og den strålende vej.

Når vi siger "Gud er den Største", bøjer vi os og tænker på den Majestætiske Ene's Storhed, Som befaler skjulte sole og vækker stjerner, der er som individuelle soldater, underlagt Hans kommando, præcis ligesom planterne og dyrene, der nu er faldet i søvn, og er Hans lamper og tjenere i denne verden.

Vi tænker på alle skabningers universelleprostration. Det betyder at, ligesom skabningerne, der sover om natten, når hele skabelsen i en bestemt æra eller periode fritages for pligten til tilbedelse ved befalingen "Vær!" og det knæler, som en velordnet hær af lydige soldater, og bliver sendt ind i det Usetes Verden på dødens tæppe i fuldkommen orden, idet de siger: "Gud er den Største". Den bliver genoplivet om foråret ved et vækkende, livgivende trompetstød fra befalingen "Vær!" og det er og rejser sig for at tjene deres Herre. Den ubetydelige menneskehed fremsætter den samme erklæring i nærvær af Fuldkommenhedens Nådige Ene, den Yndige Barmhjertige Ene, i himmelfalden kærlighed, evighedsfarvet ydmyghed og ærefuld selvudslettelse. Derefter gør vi vor prostration og opnår en slags Opstigning.

Således peger hvert bønnetidspunkt på en vældig omdrejning, er et tegn på Herrens utrolige aktivitet og et fingerpeg om de universelle Guddommelige rigdomme. Og således er denne sag et resultat af perfekt visdom.

 

Share this