Forside | Kapital 2 Det Væsentlige i den Islamiske Tro | Genopstandelsen og Efterlivet

Fordelene ved Troen på Genopstandelsen


Efter troen på Gud har troen på Genopstandelsen den fremmeste plads med hensyn til at sikre en fredfyldt social orden. Hvorfor skulle de, som ikke tror, at de skal stilles til regnskab, stræbe efter at leve et ærligt og hæderligt liv? Men de af os, som er overbeviste om, at Gud en dag vil kalde os til regnskab i en anden verden, forsøger sandelig at føre et disciplineret og retskaffent liv. Koranen fortæller:

Ligegyldigt hvilket ærinde, du er i, og hvilken del af Koranen du reciterer, og hvilken handling du end foretager dig, er Vi vidne over dig, når du er dybt optaget dermed. Ikke et atoms vægt på Jorden eller i himlen undgår din Herre, ej heller er der noget, mindre eller større, uden det er i en Manifesteret Bog. (10:61)

Alt, hvad vi gør, skrives ned af de engle, der er blevet udpeget til det job. Desuden kender Gud og er fuldt bevidst om alle vore gerninger, hensigter, tanker og forestillinger. De, som lever i fuld bevidsthed om denne kendsgerning, vil finde sand fred og lykke i begge verdener; en familie eller et samfund, sammensat af sådanne individer, ville føle det, som om de boede i Paradis.

Tro på Genopstandelsen holder unge mennesker fra at spilde livet på forgængelige og nyttesløse ting og giver håb til de ældre, som hver dag kommer graven nærmere. Den hjælper også børn til at udholde tabet af kære. Børn, som tror på, at de skal blive genforenet med deres afdøde kære i en langt bedre verden, finder sand trøst i Genopstandelsen. Alle og enhver, uanset alder, køn og enhver anden kunstig menneskeskabt forskel, har brug for tro på Genopstandelsen i lige så høj grad, som de har brug for luft, vand og brød.

Eftersom denne tro fører en til et liv i fred, burde intellektuelle, som søger offentlig fred og sikkerhed, lægge vægt på den. De, som er overbeviste om det, Koranen erklærer - Enhver, som gør et atoms vægt af godt, skal se det, og enhver, som gør et atoms vægt af ondt, skal se det (99:7-8) - lever et ansvarligt liv, og et samfund, der består af sådanne mennesker, finder sand fred og lykke. Når denne tro indføres i hjerterne på unge mennesker, vil de ikke længere være skadelige elementer i samfundet; tværtimod vil de søge at tjene deres nation og menneskeheden.

Børn er meget følsomme og sarte. De bliver yderst påvirkede af ulykker og bliver også let mærkede af det, der sker med dem og deres familier. Når de mister et familiemedlem eller bliver forældreløse, bliver deres verden mørk, og de falder i dyb angst og fortvivlelse. Hvad andet end troen på Genopstandelsen og genforeningen med de kære, som udvandrede til den anden verden, kan kompensere for tabet af forældre, brødre og søstre og venner? Børn vil først finde sand trøst, når de er overbeviste om, at deres kære er fløjet til Paradis, og de vil blive genforenet med dem.

Angående de ældre kan man da kompensere for deres forgangne år, deres barndom og ungdom, der er blevet efterladt? Hvordan kan man trøste dem for tabet af deres kære, som gik forud for dem i døden? Hvordan kan man fjerne angsten for døden og graven fra deres hjerter, og som de nærmer sig dag efter dag? Hvordan kan man få dem til at glemme døden, som de mærker så dybt? Vil flere og nyere verdslige fornøjelser trøste dem? Kun ved at overbevise dem om at graven, der forekommer dem at være som en drage med åbent gab, der blot venter på at sluge dem, i virkeligheden er en dør til en anden og meget bedre verden, eller simpelthen et skønt venteværelse, der åbner sig mod den verden, kan kompensere og trøste os overfor sådanne tab.

Vor frie vilje, som vi bruger til at styre vore liv, giver os en enestående stilling blandt alle skabninger. Fri vilje er en manifestation af Guddommelig Barmhjertighed og, hvis den bruges rigtigt, vil den forårsage, at vi bliver belønnet med Barmhjertighedens frugter. Tro på Genopstandelsen er en yderst vigtig og tvingende omstændighed, der presser os til at bruge vor fri vilje rigtigt og ikke at skade andre eller gøre dem uret.

Troen på Genopstandelsen trøster også de syge. En troende, som lider af en uhelbredelig sygdom, tænker: "Jeg er ved at dø; ingen kan forlænge mit liv. Alle skal dø. Lykkeligvis skal jeg til et sted (Paradis), hvor jeg vil genvinde min sundhed og ungdom og nyde dem evindeligt." Med sikkerhed i denne viden byder alle Guds tjenere, Profeter og helgener døden velkommen med et smil. Den Sidste Profet, Muhammad, (fvmh), sagde i de sidste minutter af sit liv: "Oh Gud, jeg ønsker det evige selskab i den evige verden." (Bukhari, "Marda", 19.)

Verden er en blanding af godt og ondt, ret og uret, skønhed og hæslighed og undertrykkere og undertrykte. Mange tilfælde af uret (synes at) gå upåagtet hen, og utallige mennesker, der er behandlet uretfærdigt, kan ikke få deres ret tilbage. Kun troen på Genopstandelsen i en anden verden med absolut retfærdighed trøster de uretfærdigt behandlede og de undertrykte og holder dem fra at hævne sig. På samme måde finder de, der er blevet slået af plager og ulykke, trøst i Genopstandelsen, fordi de tror, at hvad, der end sker dem, renser dem, og at alt, der går tabt i en katastrofe, vil blive givet tilbage i det Hinsidige som en velsignelse fra det Hinsidige, præcis som om de modtog disse gaver som almisser.

Troen på Genopstandelsen forandrer et hus til en Paradisisk have. Tro på Genopstandelsen minder folk om deres familiære forpligtelser, og idet de udfører disse pligter, vil en atmosfære af gensidig kærlighed, lidenskab og respekt begynde at fylde huset.

Denne tro får ægtefolk til at elske og respektere hinanden dybere. En kærlighed, der baserer sig på fysisk skønhed, er midlertidig og af ringe værdi, for den forsvinder sædvanligvis kort efter brylluppet. Men hvis ægtefællerne tror på, at deres ægteskab skal vare i evig tid i den næste verden, hvor de vil være evigt unge og smukke, vil deres kærlighed til hinanden bevares, selvom de efterhånden bliver ældre og mister deres fysiske skønhed.

Et sådant trosbaseret familieliv får medlemmerne til at føle det som om, de allerede befandt sig i Paradis. Hvis et land, på lignende vis, ordner sig i henhold til denne tro, ville dets indbyggere nyde et liv, der var langt bedre end det, Platon forestillede sig i hans Republik eller Al-Farabi (Alpharabios) i sin al-Madinat al-Fadila (Den Dydige By). Det ville være som i Medina på Profetens tid, (fvmh), eller de muslimske lande under ’Umars herredømme, må Gud være tilfreds med ham.

 

Share this