Forside | Kapital 2 Det Væsentlige i den Islamiske Tro | Døden og Ånden efter Døden

Hvad er Død?


Kroppen er et redskab for ånden, som hersker over og kontrollerer alle dens lemmer, celler og bittesmå partikler. Når den tildelte stund oprinder, vil enhver sygdom eller fejlfunktion i kroppen betyde en invitation til Azra'il, Dødsenglen.  I virkeligheden får Gud folk til at dø. Men for at menneskene ikke skal klage til Ham over det, som mange tager afstand fra, bruger Gud Azra'il som et dække, i at tage sjælene. Desuden sætter Han sygdom, ullyke eller andre grunde op som slør mellem Azra'il og døden, så folk ikke vil give ham skylden for døden.

Da Azra'il blev skabt af "lys" ligesom alle andre engle, kan han være overalt og have enhver form samtidigt. Han kan også udføre mange opgaver på samme tid. Ligesom solen giver varme og lys til alle ting, mens den er til stede gennem dens billeder i utallige spejlende overflader, kan Azra'il tage millioner af sjæle i samme øjeblik.

Imidlertid har Ærkeengle som Gabriel, Mikael, Israfil og Azra'il underordnede, der ligner dem, og som er under deres overopsyn. Når retskafne mennesker dør, kommer engle til dem, smilende og med strålende ansigter. Derefter ankommer Azra'il enten alene eller sammen med underordnede, der har opgaven med at tage de dødes sjæle fra legemerne. Sommetider kommer der kun en underordnet. Verset: Ved dem, der river ud med voldsomhed; ved dem, der trækker ud med mildhed (79:1-2) peger på, at disse engle er forskellige fra de, hvis opgave det er at fjerne de ondes sjæle. Sådanne sjæle rives ud med voldsomhed og har derfor et surt, skræmt ansigt i døden.

I dødsøjeblikket bliver vinduerne sædvanligvis åbnet for de retfærdige i deres pladser i Paradis, eller de vises de overjordiske former af deres gode gerninger og udtalelser. Budbringeren erklærede, at disse sjæle trækkes bort ligeså stille som vand, der flyder fra en kande. Bedre endnu, martyrerne føler ikke dødens pinsler, og de ved ikke, at de er døde; tværtimod mener de, at de er blevet overført til en bedre verden og nyder glæde. 9

Profeten Muhammad spurgte Jabir, hvis fader, 'Abd Allah ibn Jahsh, led martyrdøden ved Uhud:

Ved du, at Gud bød din far velkommen?  Han bød ham velkommen på sådan en ubeskrivelig måde, at hverken øjne har set det eller ører hørt det eller sind kan fatte det. Din Fader sagde: "Oh Gud, lad mig vende tilbage til verden, så jeg kan fortælle dem, der er ladt tilbage, om hvordan er det at vær martyrier." Gud svarede: "Der findes ikke længere nogen tilbagevenden. Livet bliver blot levet én gang. Jeg vil imidlertid gøre dem klart, hvilke omstændigheder du er i", og Han åbenbarede: Tænk aldrig på dem, der døde på Guds vej, som døde; de lever tværtimod og bliver forsynet i deres Herres Nærvær. (3:169) (Bayhaqi, Dalail al-Nubuwwa, 3:298)

Man dør, som man har levet. De, som lever gode, retskafne liv, har en god død; de, som har levet onde liv, har ikke. Dette betyder imidlertid ikke, at de retfærdige har en let død, eller at de, de synes at have en let død, var retfærdige, for sommetider bruger Gud svære dødskvaler til at rense folk for synder. Profeten siger, at hvilken som helst slags ondt, der sker med en troende, sletter en eller flere af hans eller hendes synder. (Muslim, "Birr", Hadith nr. 49.)

Døden er ikke noget, de retskafne troende behøver at frygte. Selvom kroppen går i opløsning, og livets lys synes at gå ud og alle glæder går til grunde, er det i virkeligheden en frisættelse fra den verdslige tilværelses tunge pligter, et skifte i bopæl, en overdragelse af legemet, en invitation til og en begyndelse på det evige liv. Verden bliver konstant belivet gennem skabelse og kontinuerligt frarøvet liv gennem andre af skabelsens kredsløb, bestemmelse og visdom. Planter og træer synes at dø. Men deres frø, der ligger og rådner under mulden, dør ikke; i stedet undergår de kemiske processer, der får dem til at gendannes og genfremstå som nye planter og træer. Udfra dette er frøenes tilsyneladende død i virkeligheden begyndelsen på en ny plante eller et træ, et nyt, mere fuldkomment og gennemarbejdet liv.

Hvis dette gælder for så enkle livsformer, hvordan skulle det så ikke også gælde mennesker? Blev menneskeheden ikke skabt med højere formål end planter og træer? Døden frigør os fra dette snævre verdslige liv, som bliver mere og mere en byrde, efterhånden som vi ældes og bliver syge, og får os til at træde ind i den uendeligt brede cirkel af den Evige, Elskedes Barmhjertighed. Der nyder vi det evige selskab af vore kære og trøsten ved et glædesfyldt evigtvarende liv. Faktisk er vore grave som vore moderskød: vi forlader begge steder for et mere fuldkomment liv i en anden verden.

 

Share this