Forside | islam

Nogle Glimt af Islams Økonomiske System


Islam vejleder sine følgere i alle livets faser og aktiviteter, materielle såvel som spirituelle. Dens grundlæggende lære om økonomi nævnes i adskillige passager i Koranen. Vi ser, at det er fastslået klart i adskillige vers, som i nogle af de ovennævnte, at Gud skabte alle ting på Jorden, i havene og i himlene til menneskets gavn, hvilket betyder, at alle ting er overgivet til Ham og kan bruges af menneskeheden, som har til opgave at kende og få udbytte af skabelsen på en rationel måde og ved at tage tilbørligt hensyn til fremtiden.

Islams økonomiske politik er forklaret i utvetydige vendinger: så at denne (rigdom) ikke blot cirkulerer blandt jeres rige (59:7). Lighed for alle mennesker med hensyn til rigdom og komfort -selvom det ville være ideelt - lover ikke at være nogen ublandet velsignelse. Eksempelvis da folk ikke har lige naturlige talenter, ville ødelande, selvom der var fuldstændig lighed, snart ryge i vanskeligheder og begynde at misunde og begære andre menneskers gode lykke. Dertil kommer, at det udfra filosofiske og psykologiske grunde synes at være til menneskehedens bedste, at der er forskelle på folks rigdomme.

Menneskets livsforhold er i konstant fremgang, for menneskeheden fortsætter med at dominere og udbytte den ene efter den anden ting i Guds skabelse, hvorimod dyrene intet har ændret i deres livsforhold, siden Gud skabte deres arter. En årsag til denne forskel er, som biologer har opdaget, den simultane eksistens af et samfund - et samarbejde og en frihed til konkurrence mellem folk, der bor i det samfund. De mest avancerede former for socialt samarbejde finder vi nok hos bierne, myrer og termitter, som alle lever kollektivt og med fuldstændig lighed i livsforhold. Men der er ingen konkurrence mellem dets medlemmer, så hvis en bi er mere intelligent eller foretagsom, kan den ikke leve behageligere end de andre. Derfor udvikler disse arter sig ikke, de ændrer sig ikke eller gør noget fremskridt i menneskets forståelse af dette ord.

Menneskets historie viser, at enhver fremgang og opdagelse af, hvordan man kunne have det behageligere, kom til verden gennem konkurrence og ønske om forbedring såvel som gennem eksistensen af forskellige grader af rigdom eller fattigdom. Dog ville absolut liberalisme få djævelske mennesker til at udnytte de nødlidende og efterhånden fjerne dem. Så enhver fremgangsrig civilisation og sund kultur måtte indføre visse pligter (f.eks. at betale skatter, forbud mod undertrykkelse og snyd) og anbefale visse frivillige handlinger (f.eks. velgørenhed og at bruge på Guds vej), mens de ikke desto mindre tillod en stor tanke- og handlefrihed for dets medlemmer, så enhver gavner sig selv, familie, venner og samfundet i det hele taget. Det er Islams krav.

Islam har baseret sit økonomiske system på dette fundamentale princip. Hvis den accepterer rigdom, pålægger den også de rige tungere byrder. For eksempel skal de betale skatter for at hjælpe de fattige og kan ikke indgå i amoralske økonomiske transaktioner (f.eks. udbytning, hamstring og hobe rigdom sammen). For at nå dette mål laver den forskellige love såvel som nogle anbefalinger (eksempelvis velgørenhed og offer) med løftet om en åndelig (efter-liv) belønning. Derudover skelner den mellem det nødvendige minimum og den ønskelige mangfoldighed og mellem de love, der ledsages af materielle sanktioner og de, der ikke er, gennem overtalelse og uddannelse.

Vi vil beskrive det moralske aspekt først gennem adskillige illustrationer. Islam har brugt meget stærke udtryk for at vise, at tiggeri om almisser fra andre er afskyeligt og en kilde til skam. Alligevel priser den dem, der hjælper andre, kalder de, der ofrer sig og foretrækker andre for sig selv, for de "bedste mennesker". Ligeledes er griskhed og spild forbudt.

En dag skulle Profeten bruge betragtelige fonde til et offentligt anliggende. En af hans venner tilbød et bestemt beløb og, da Profeten spurgte ham om det, svarede han: "Jeg har intet mere tilbage derhjemme end kærligheden til Gud og Hans Budbringer." Denne person modtog de varmeste anprisninger fra Profeten. Men ved en anden lejlighed fortalte en anden Ledsager, der var alvorligt syg, ham, da han kom for at forhøre sig om hans helbred: "O, Guds Budbringer, jeg er en rig mand, og jeg ønsker at skænke alt, hvad jeg ejer, til velfærd for de fattige." Profeten svarede: Nej, det er bedst at efterlade dine slægtninge med en uafhængig kilde til indkomst, så de ikke skal blive afhængige af andre og må tigge.” Da manden reducerede det til to tredjedele og derpå det halve, nægtede Profeten stadig, idet han sagde, det var for meget. Da manden endelig lovede en tredjedel af sin formue til velfærd, sagde Profeten: "Godt; selv en tredjedel er en stor del.” (cf. Abu Dawud, "Zakat", 45).

En dag så Profeten en Ledsager i et ynkværdigt antræk. Da han spurgte hvorfor, svarede han: "O, Guds Budbringer, jeg er slet ikke fattig; men jeg vil hellere bruge min velstand på de fattige frem for på mig selv." Profeten bemærkede: "Nej. Gud ønsker at se spor på Sin tjener af de gaver, Han har skænket ham.” (cf. Abu Tirmidhi, "Birr", 63).

Der er ingen modsigelser i disse fortællinger, for hver er i sin egen kontekst og forholder sig til særligt individuelle tilfælde. Muslimer må selv beslutte, hvor meget godgørenhed, de vil give, efter deres formue er større end det obligatoriske minimum. 

Arv:

Både individets ret til selv at kontrollere sin formue og fællesskabets ret vis-a-vis et menneskes formue, i og med at det er et medlem af samfundet, skal tilgodeses samtidigt. Individuelle temperamenter er yderst forskelligartede, og sygdom eller andre ulykker kan påvirke et menneske til at være helt ude af proportioner med normen. Derfor skal en vis disciplin pålægges individet i fællesskabets interesse. 

Således har Islam taget to skridt: fordele en afdødes ejendele blandt hans eller hendes nære slægtninge i henhold til en metode, der ikke kan betvivles, samt begrænse friheden til bortskænkning gennem testamenter og sidste vilje. De legale arvinger behøver ikke nogen testamentarisk disposition og arver ejendommen i forhold, der er fastlagt i loven. Et testamente er kun nødvendigt for dem, der ikke har nogen arveret.

Forældre og bedsteforældre arver, og man kan ikke belønne en søn (ældre eller yngre) mere end nogen anden uden hensyn til alder. Men inden man fordeler ejendommen, skal begravelsesomkostningerne betales først og derefter kreditorerne, eftersom det at betale sine gældsposter har højere prioritet end arvingernes rettigheder. Derefter udføres den sidste vilje på en sådan måde, at den ikke overstiger en tredjedel af den resterende ejendom. Først efter at have tilgodeset disse forpligtelser, bliver arvingerne taget i betragtning. Den overlevende ægtefælle, forældre og efterkommere (sønner og døtre) er første klasse af arvinger og arver under alle omstændigheder. Brødre, søstre og fjernere slægtninge (f.eks. onkler, tanter, fætre og kusiner, nevøer og andre) arver kun, hvis der ikke er nærmere slægtninge.

Sidste vilje

Den sidste vilje (testamente) gælder kun for en tredjedel af formuen og tilgodeser andre end kreditorerne og arvingerne. Målet med denne regel synes at være dobbelt: at tillade et menneske at justere ting, i ekstraordinære tilfælde, når de normale regler forårsager problemer (en tredjedel af formuen er tilstrækkeligt til at opfylde sådanne moralske forpligtelser) og at forebygge ophobningen af velstand hos nogle få mennesker. Dette kunne ske, hvis man testamenterede hele sin formue til kun én person. Islam ønsker, at rigdom skal cirkulere så meget som muligt under hensyntagen til familiens interesser.

Offentlige Goder

Man har også forpligtelser som medlem af en større familie (dvs. samfundet og opholdslandet). På det økonomiske område betaler man sin skat, som regeringen derpå fordeler i fællesskabets interesse. Skatteprocenten afhænger i høj grad af indkomsten. Interessant nok indeholder Koranen, som har præcise regler for budgetudgifter, ingen regler eller satser for indtægter for staten. Mens man nøje overholder Profetens praksis og hans umiddelbare efterfølgeres, kan denne tavshed fortolkes som en tilladelse til regeringerne at ændre reglerne for indkomst i henhold til omstændighederne og i folkets interesse.

Social Forsikring

Den består af risici, der involverer en tung udgift for de forsikrede og varierer i henhold til tiderne og de sociale forhold. Blandt araberne på Profetens tid var daglige ubehag ukendte, og prisen for medicinsk behandling var næsten intet. Det almindelige menneske byggede sit hus og betalte næsten intet af materialerne. Derfor er det let at forstå, at man ikke behøvede forsikringer mod brand, sygdom eller andre slags ulykker. Men forsikring mod tilfangetagelse eller drab var der et virkeligt behov for. Profetens samtidige var klar over dette og ønskede derfor visse fleksible ordninger, der kunne modificeres og tilpasses til forskellige omstændigheder, når det var nødvendigt.

I Medinas grundlov, der blev formuleret i den islamiske æras første år, kaldes denne forsikring f.eks.for ma'aqil og virkede som følger. Hvis nogen blev krigsfange, kunne betaling af en løsesum sætte ham fri. På samme måde krævedes der skadeserstatning eller blodpenge for al fysisk smerte eller forbryderiske drab. Den berørte person kunne ofte ikke betale den forlangte sum og derfor organiserede Profeten et forsikringssystem på basis af gensidighed. Medlemmerne af en stamme kunne regne med stammens centrale formue, som alle bidrog til i henhold til sine midler. Hvis formuen viste sig utilstrækkelig, skulle andre beslægtede eller nabostammer hjælpe. Således blev et hierarki opbygget for at organisere enhederne til en fuldstændig helhed. I Medina var Ansar-stammerne meget kendte. Profeten befalede udvandrerne fra Mekka i Medina om at danne deres egen "stamme", selvom de tilhørte forskellige stammer i Mekka eller i regionen eller var abyssiniere, med henblik på at skabe social forsikring.

Under kaliffen 'Umar blev de forskellige grene af forsikring organiseret i henhold til hvilken faglig, civil eller militær administration, hver tilhørte. Når der var brug for det, ville den centrale eller regionale regering hjælpe disse grene ligesom ovenfor beskrevet, da vi talte om statsudgifter.

Forsikring betyder at fordele et individs byrde på så mange mennesker som muligt for at lette hver enkeltes byrde. Til forskel fra moderne, kapitalistiske forsikringsselskaber organiserede Islam forsikringerne på grundlag af gensidighed og samarbejde, støttet af en pyramideagtig struktur af grader af grenene, der kulminerede i den centrale regering.

Sådan en gren kunne indgå i handel ved hjælp af ubrugte midler, der er til dens rådighed, så kapitalen kan blive forøget. Der kan komme en tid, hvor medlemmerne af en gren kan blive fritaget for at betale yderligere bidrag eller endda modtage noget af profitten på handel. Sådanne elementer af gensidig hjælp kunne forsikre mod risici (f.eks. trafikulykker, brand og ting, der bliver væk i transit). Dertil kommer, at man kan nationalisere forsikringsindustrien med henblik på at tage sig af bestemte risici (f.eks. sådanne temporære motiver som hurtig ekspedition af varepartier).

Uden at komme ind på tekniske detaljer, tolererer Islam ikke den kapitalistiske version af forsikring, for den forsikrede part tager ikke del i selskabets fordele i forhold til hans eller hendes bidrag, hvilket får det til at minde om et chancespil.

Chancespil

Koranen forbyder i 5:90 alle former for chancespil og karakteriserer dem alle som "Satans værk" af overbevisende grunde. For det første stammer de fleste sociale onder fra den ulige fordeling af den nationale formue, hvilket tillader nogle at blive alt for rige og andre at blive fattige. Som følge heraf kan de rige udbytte/plukke de fattige. Med chancespil og lotterier er der en stor fristelse i form af en mulig stor og let gevinst, om end sådan en gevinst ofte er dårligt for samfundet. Hvis folk bruger 3 millioner dollars om ugen på hestevæddeløb og lotterier, offentlige som private, samt andre chancespil, som man gør i nogle lande, ville i løbet af bare 10 år 1,56 milliarder dollars blive indsamlet fra et stort antal mennesker og blive delt ud blandt en latterligt lille gruppe mennesker. Mindre end én procent af folk nyder livet på bekostning af de resterende 99 procent. Med andre ord gøres 99 procent af folk fattige, for at én procent kan blive endnu rigere.

Uanset om lotterierne drives af private eller af staten, virker ondskaben i, at nogle få skraber rigdommen til sig på bekostning af det store flertal, med fuld styrke. Det er derfor, at Islam forbyder sådanne aktiviteter. Som tilfældet er ved kapitalistiske forsikringer, indebærer chancespil kun en ensidig risiko.

Renter ved Pengeudlån

Sandsynligvis har enhver religion forbudt åger. Men det er kun Islam, der giver redskaberne til at underminere årsagerne til denne onde institution: Ingen betaler frivilligt renter af lånte penge. Man betaler renter, fordi man har brug for pengene, og der er intet andet valg.

Islam har opsat en tydelig forskel på kommerciel fortjeneste og renter på pengeudlån: Gud tillader handel og forbyder renter (2:275) og

 

Hvis ikke I opgiver (renter), advares I mod en krig mod Gud og Hans Budbringer: Hvis I angrer, skal I få jeres hovedstol (uden renter); så I ikke gør uret eller bliver gjort uret imod. (2:279)

Grunden til dette forbud er også den ensidige risiko, for den, der låner penge med renter, tjener penge til de rige. I chancespil og lotterier, hvor der er en stor fristelse for stor og let gevinst, kan omstændighederne have været ugunstige, så låner ikke kan tjene penge nok til at betale de lovede renter tilbage, og udlåner løber ikke noget af den risiko, der er involveret.

Folk skiller sig ikke af med deres penge for at låne dem ud, uden renter, til andre. Eftersom Islam beder staten om at hjælpe dem, der er i finansielle vanskeligheder, vil det offentlige stille rentefri lån til rådighed udover og som supplement til de lån, velgørende organisationer eller mennesker tilbyder for at hjælpe de fattige og nødlidende. Princippet her er gensidig hjælp og samarbejde.

I tilfælde af kommercielle lån er der et system, mudaraba, hvor man låner penge ud og deltager ligeligt i enhver mulig fortjeneste eller risiko. Hvis for eksempel to mennesker danner et selskab, hvor hver bidrager med halvdelen af kapitalen og arbejdskraften, er fordelingen af overskuddet ret let. Men hvis kapitalen kommer fra den ene part og arbejdskraften fra den anden, hvis begge bidrager med kapitalen, men kun den ene med arbejdskraft eller deres andele proportionelt ikke er lige, skal man i disse tilfælde tage en rimelig afgift, som man tidligere er blevet enige om, for arbejdskraften med i betragtning, inden man deler ud af nogen fortjeneste. Selvom man tager alle forholdsregler for at minimere risikoen, forlanger Islam, at begge kontraktens parter i enhver kontraktlig forhandling skal dele fortjenesten såvel som tabet.

Alt i alt skal princippet om gensidig deltagelse i profitter og risici overholdes i alle kommercielle kontrakter.

Statistik

Når man planlægger, har man brug for et overblik over de tilgængelige ressourcer. Budbringeren organiserede en optælling af den muslimske befolkning, som al-Bukhari fortæller os. Under 'Umars kalifat blev der organiseret optællinger af dyr, frugttræer og andre varer samt opmålinger af dyrkbare områder i de nyligt indlemmede provinser. Med storsind og fuld opmærksomhed på offentlighedens velbefindende indkaldte 'Umar repræsentanter for de forskellige provinsers folkeslag, efter skatterne var indsamlet, for at høre om de havde nogle klager over indsamlernes opførsel i årets løb.

Dagligt Liv

Vi afslutter denne korte skitse med at nævne to vigtige forbud, der er karakteristiske for muslimens dagligliv: chancespil og alkoholiske drikkevarer. Da vi allerede har diskuteret det første, der forårsager, at flertallet af dets deltagere bruger penge i årevis uden at få noget til gengæld, vil vi nu diskutere alkohol. Alkohol har en meget interessant kvalitet: drikker man en lille smule af det, bliver man glad og det svækker enhver beslutning om at stoppe drikkeriet. Når folk er fulde, mister de kontrollen over deres handlinger. De kan f.eks. smide om sig med penge uden at være klar over, hvad de gør. Derudover kan forskellige uhygiejniske virkninger af alkohol overføres til børnene og fremtidige generationer. Koranen taler i 2:219 om sådanne sager i følgende udtryk: De spørger dig om vin og chancespil. Sig: ”I begge er der stor synd og nogen gavn for mennesker; men synden i dem er større end deres gavn.”

Koranen nægter ikke, at alkohol har nogle nyttige virkninger; men erklærer det stadig som en synd mod samfundet, individet og Lovgiveren. I 5:90 bliver alkohol henvist til samme niveau som afgudsdyrkelse og erklæres at være Satans håndværk. Den tilføjer, at hvis man ønsker at være lykkelig i denne verden og den næste, skal man undgå chancespil og alkohol.

Overholde Aftaler

Alle finansielle og andre forretninger har basis i en eller anden udtrykt eller implicit aftale. At overholde sådanne aftaler er nøglen til et glædeligt og glidende forhold mellem medlemmerne i et samfund. Derfor understreger Koranen dette princip, og adskillige steder opregner det som værende blandt en troendes vigtige egenskaber.

(De troende er de, som er) trofaste overfor deres tillid og til deres forpligtelser. (23:8)

De, som opfylder deres pagt, når de har indgået en pagt. (2:177)

Oh, I troende, opfyld de pligter (I har indgået med Gud og mennesker). (5:1)

Overhold pagten. Man er ansvarlig for sin pagt og vil blive stillet til regnskab for den (på Dommedagen). (17:34)

Forsømmelse af at overholde aftaler er den primære årsag til vanskeligheder i omgangen mellem mennesker, især i finansielle sager.  Hvis vi undersøger brudte forretningspartnerskaber eller andre vanskeligheder i finansielle handler, vil vi altid som rod finde en eller flere parters undladelse af at overholde en eller flere af de implicitte aftaler, der er relateret til disse transaktioner.

Nedskrivning og Bevidnelse af Aftalen

For at undgå sådanne problemer som skyldes glemsomhed eller andet og for at formindske enhver chance for misforståelser og ond tro, beordrer Koranen, at alle finansielle aftaler bliver nedskrevet på papir og bevidnet, som vi læser i denne passage:

Oh, I troende, når I aftaler en gæld mellem jer til en bestemt tid, nedfæld den da skriftligt. Lad en skriftklog skrive den retfærdigt ned for jer, og lad ingen skriver nægte at skrive den ned, som Gud har lært ham (gennem Koranen og Hans Budbringer) Lad ham skrive således. Lad skyldneren diktere og lad ham undgå at være ulydig mod Gud (Som har skabt ham og ladet ham vokse op med barmhjertighed og nåde) og skjul ingen del af den. Hvis skyldneren er svag i sind eller legeme eller ude af stand til at diktere, lad da hans vagt diktere retfærdigt. Og påkald to (muslimske) mænd blandt jer som vidner. Hvis to mænd ikke kan findes, lad en mand og to kvinder blandt dem, I godkender, vidne, så hvis den ene kvinde fejler (ved glemsomhed), kan den anden minde hende om det. Lad ikke vidnerne nægte, når de bliver indkaldt (til at vidne). (Og I, oh, skrivere), vær ikke mødige ved at nedskrive (kontrakten), uanset om den er lille eller stor, med datoen for dens betaling. At gøre således (oh, I troende) er mere jævnbyrdigt i Guds øjne, mere oprigtigt til vidnesbyrd og mere sandsynligt, at I ikke kommer i tvivl. Hvis det er et anliggende om at købe eller sælge på stedet, skal det lægges jer til last, hvis I ikke skriver det ned. Men tag vidner, når I afslutter kommercielle transaktioner med hinanden, og lad der ikke blive tilføjet skade på hverken skriver eller vidner (eller lade nogen af dem handle på en måde, der skader den anden part). Hvis du handler (på en måde, der skader en af parterne eller skriveren og vidnerne), vil det rigtignok være en overtrædelse fra din side. Handl (altid) i ærbødighed overfor Gud og forsøg at opnå fromhed. Gud belærer dig (om alt, du har brug for i livet og den vej, du bør følge i alle anliggender); Gud har fuld viden om alting: Hvis du er i omstændigheder, der gør, at du ikke kan finde en skriver (f.eks. på rejse), må et håndslag være tilstrækkeligt. Men hvis I stoler på hinanden, lad ham, der er blevet vist tillid (skyldneren), opfylde den tillid og lad ham handle i fromhed og holde sig fra ulydighed overfor Gud, hans Herre (ved ikke at overholde kontraktens betingelser). Skjul ikke vidnesbyrdet, (for) den, der skjuler det, har med sikkerhed et hjerte (der er troens centrum), der er helt forurenet med synd. Gud har fuld viden om hvad I gør. (2:282-83)

I disse vers skelner Koranen mellem finansielle transaktioner, der involverer kredit i en bestemt periode og de, der udføres på stedet. Eksempler på første kategori inkluderer lån i en bestemt periode og køb eller salg af varer med enten betaling eller aflevering aftalt til et senere tidspunkt. Et eksempel på den anden type inkluderer at købe noget i en butik på et kontant betalingsprincip.

Nogle mennesker bliver måske overraskede over, at Koranen anbefaler, at selv ved på-stedet transaktioner (f.eks. køb i en butik) bør have en form for bevis i skriftlig form eller gennem vidner.  Måske, fordi det ved første øjekast virker unødvendigt, er denne anbefaling blevet næsten fuldstændigt ignoreret i den muslimske verden. Men efterhånden som forretning blev mere organiseret, er visdommen bag denne anbefaling blevet opdaget uafhængigt, i moderne tid. Når som helst vi i vore dage foretager et indkøb ligegyldigt hvor lille, modtager vi en kvittering. Denne kvittering tjener mange formål såsom at sætte kunden i stand til at returnere en defekt vare uden megen diskussion, retsforfølge handlende, der tager overpris eller snyder kunden på en eller anden måde, fange og anklage butikstyve samt at gøre det lettere for købere og sælgere at føre regnskaber.

Efter at kort have diskuteret nytten og relevansen i Koranens ordrer om at nedskrive og/eller have vidner til finansielle aftaler, vil vi nu betragte, hvor obligatoriske de er.

Undgå Ond Tro

Ved at skrive en klar, detaljeret overenskomst og at få den behørigt underskrevet og/eller bevidnet, kan to problemer forebygges: glemsomhed og misforståelse. Desuden kan det mindske chancen for, at nogen involveret part bliver fristet til at udnytte de andre parter ved at lyve, snyde og andre skumle måder, der udspringer af ond tro. Men der kræves mere end blot at skrive aftalen ned for at undgå ond tro. Det, der er brug for, er fromhed, som Islam lægger så stor vægt på, defineret som respekt for moralske værdier, som kommer gennem frygt for og bevidsthed om Gud og tro på det Hinsidige.

Styrkende Aftaler

Men der vil altid findes mennesker, der ikke lader fromhed spille den helt store rolle, og derfor kan bryde en aftale når som helst, det passer dem. For at imødegå sådanne mennesker skal der være et lovapparat, til at styrke alle aftaler, som de villigt indgår.

Retfærdighed som Basis for det Økonomiske Liv

Retfærdighed ('adl) betyder at dele to ting lige eller at bevare ligevægten. Koranen bruger det for retfærdighed i alle anliggender, og Islam lærer de troende at være fair i alle deres aftaler, som vi læser i:

 

Gud befaler jer at aflevere de ting, I er betroede (alle offentlige anliggender, pligter og poster og positioner) til dem, der har ret til dem. Og når I dømmer mellem mennesker, døm med retfærdighed. Hvor excellent eller fortræffeligt er ikke det, Gud befaler jer at gøre. Med sikkerhed er Gud Althørende, Altseende. (4:58)

Islam befaler de troende at være retfærdige overfor hinanden og formaner dem om at være fuldt ud retfærdige selv overfor deres fjender:

Oh I troende, vær dem der opretholder og bærer standarden for retfærdighed for Guds skyld, idet I er vidner til etableringen af absolut retfærdighed og lad aldrig jeres had til folk bevæge jer til at afvige fra retfærdighedens vej. Vær retfærdige, (for) dette er nærmere og mere passende til fromhed. Forsøg altid at opnå fromhed og handl altid udfra ærbødighed overfor Gud. Gud er med sikkerhed fuldt opmærksom på alt, hvad I gør. (5:8)

Ret og retfærdighed er hjørnestenen i den islamiske livsmåde. Guds Budbringer var kendt for denne retfærdighed, endda før han erklærede sit Profetskab. Gennem hele livet formanede han sine følgere om at være sandfærdige og retfærdige. Derudover satte han et perfekt eksempel på retfærdighed selv for andre religioners følgere og hans fjender.

I overensstemmelse med den Guddommelige lov fastlægger begrebet social retfærdighed bestemte betingelser for at behandle folk som individer, der har frihed og lighed som deres fødselsår. Dette begreb forsyner dem med lige muligheder for personlig udvikling, så de bliver bedre til at udfylde den stilling, de har fået, at give hver person sit rette tilkommende og at regulere sine relationer med samfundet på værdi og velfærdets vilkår.

Pligter overfor Samfundet

Social retfærdighed opnås ved at give folk en bedre forståelse af deres individuelle pligter i samfundet og belønningen derfor, som Islam giver dem. Budbringeren gjorde uddannelse, der i denne sammenhæng er målestok og hjørnesten, obligatorisk for alle muslimer både mænd og kvinder. Mere specifikt sagde han og vidste, at viden satte én i stand til at skelne ret fra uret.

Et samfunds fremgang afhænger af samspillet mellem individ og samfund, for det etablerer og vedligeholder en balance i menneskelige anliggender. Menneskeheden skal altid huske på, at Gud skabte universet med et bestemt formål, og at menneskeheden er blevet bedt om at stræbe for dets opfyldelse.

Lighed og Frihed

Menneskerettigheder drejer sig i brede træk om lighed og frihed. Kaliffen 'Umar bebrejdede Ægyptens guvernør, hvis søn havde slået en kopter (en ægyptisk kristen), med følgende oplysende ord: "Hvorfor har du slavebundet mænd, der af deres mødre blev født frie?" Hans instruktioner om at etablere lighed mellem folk viser de bedste egalitariske træk: folk i høje stillinger kan ikke drage fordel af deres stilling, og de svage skal ikke bringes til fortvivlelse over deres forhold.

Alle mennesker er Guds tjenere. Den eneste tilladte karakteregenskab, hvor man kan påstå sig overlegenhed, særegenhed og fremragenhed sammenlignet med andre, er dyden fromhed. Alle mennesker er lige i social status. Dette manifesteres tydeligt i fællesbønnerne, hvor der ikke er plads til rang eller særlige privilegier. Alle er lige i Guds øjne uanset om man skulle være kalif eller slave. Budbringeren udtalte, at alle mennesker er lige, som tænderne på en kam.

Koranen siger:

 

O menneskehed, Vi skabte jer af et enkelt (par) af mand og kvinde, og gjorde jer til nationer og stammer, så I kan komme til at kende hinanden. Sandelig, den mest ærede af jer i Guds øjne, er (den af jer, der er) mest retfærdig. (49:13)

Ligevægt i Samfundet

Islam undgår yderligheder for at opretholde den sociale ligevægt og orden. Derfor bliver monopoler og benhård konkurrence misbilliget. Essensen i Islam er retfærdighed for alle, hvilket gør folk i stand til at føre et godt og glædeligt live mens den, på samme tid, styrker båndene af menneskeligt broderskab og det sociale væv.

De sociale rammer, der hersker i vore dage i de fleste muslimske lande, er ikke islamisk. Mange steder er præget af uhyrlige og undertrykkende forhold for de fattige, udbredt korruption, fattigdom og nød. Nogle få mennesker har opnået betragtelig velstand og nyder således livets talrige behageligheder og luksus, mens flertallet knap får to ordentlige måltider om dagen. En islamisk social orden lægger vægt på enkelt og nøjsomt arbejde, der er uden pral. Budbringeren forsøgte at bygge en bro over afgrunden mellem de rige og de fattige, de høje og de lave. Han talte for et samfund, hvor ingen sektor udnyttede en anden, for Islam søger et afbalanceret liv, der repræsenterer ligevægt i de sociale kræfter.

Menneskehedens fuldeste udvikling af dens potentiale kan opnås gennem indførelse af islamiske principper. Det optimale niveau for civilisation, som indebærer den maksimale velfærd, kan aldrig blive mulig, hvis ikke der er åndelig og moralsk udvikling. Alle islamiske principper, der er kommet ned fra Guddommeligheden, er perfekte og absolutte. Den islamiske tilgang er derfor retfærdig, naturlig, human og fuldkommen ligevægtig og rationel.

Abu'l-Fazl Ezzati skitserer det islamiske økonomiske system på følgende måde:

Islam repræsenterer en komplet levemåde. Der er ingen sætten menneskelige aktiviteter i bås i Islam. Dens økonomiske politik er derfor en integreret del af religionen Islam.

Det islamiske økonomiske system er baseret på lighed, retfærdighed, mådehold og kollektiv selvforsyning.

Menneskets åndelige udvikling er fundamental; men dets fysiske velbefindende er medvirkende.

Islam er baseret på tro på Gud, Som har givet mennesket evnen til at vælge mellem godt og ondt og tage det fulde ansvar for sin adfærd. ”Mennesket har kun det, det anstrenger sig for, og dets anstrengelse vil blive bemærket.” (53:39-40)

Islam er et universelt system, der indeholder evige værdier, som værner om menneskets rettigheder, mens den konstant minder det om dets pligt overfor sig selv og samfundet.

Islam forbyder udbytning og monopoler i enhver form og forbyder på det strengeste ufortjente indtægter som åger, chancespil, væddemål o.l.

Islam ærer arbejde og aftaler, opmuntrer til arbejde og slid, tilskynder mennesket til at tjene til sit daglige brød ved ærlige midler og at sprede sine fortjenester. 

Islam opmuntrer til gensidig hjælp og bryder sig aldrig om ”rigdom, der udelukkende cirkulerer blandt de rige” (59:7). Hvert medlem af det muslimske samfund følte sig forpligtiget til at hjælpe sin fattige broder, mens han er ligeligt berettiget til at leve et privat liv og at eje ejendom. 36

Share this