Forside | Kapital 2 Det Væsentlige i den Islamiske Tro | Troens Betydning og Udmærkelse

Troens Betydning og Udmærkelse


I de følgende fire punkter vil vi forklare fem ud af tusinder af troens udmærkelser. 

Punkt Et. Gennem troens lys når vi den højeste grad af fuldkommenhed og bliver værdige til Paradis. Vantroens mørke reducerer os til det laveste plan, så vi fortjener Helvede. Tro forbinder os til vor Majestætiske Skaber, og vort værd oprinder fra brugen af vor tro til at fremvise den Guddommelige kunst og manifestere de Guddommelige Navne. Vantro afbryder denne forbindelse og dækker dermed over den Guddommelige kunst og reducerer vort værd til blot det fysiske væsen, der er næsten uden værdi (et fysisk væsen er forgængeligt og er intet andet end et flygtigt dyr). Det vil vi forklare gennem en lignelse.

Værdien af det jern (eller et hvilket som helst materiale), som et kunstværk er lavet af, er forskellig fra den værdi, kunstværket udtrykker. Sommetider er de af samme værdi, eller kunstværkets værdi er måske langt større end materialernes, eller vice versa. En antikvitet kan måske indbringe op til en million dollars, mens dets materialers værdi måske kun løber op i nogle få cents. Hvis man tog det til et marked for antikviteter, ville det måske blive solgt for dets virkelige værdi, på grund af dets kunst og den fremragende kunstners navn. Hvis man tog det ned til en smed, ville man nok kun kunne sælge det for dets jernværdi.

På samme vis er ethvert menneske et unikt, uvurderligt værk af Gud, den Almægtiges, kunst. Vi er Hans Magts mest delikate og yndefulde mirakler, væsener, der er skabt for at manifestere alle Hans Navne og inskriptioner i form af en miniatureudgave af universet. Hvis vi er oplyste af tro, vil disse meningsfulde inskriptioner blive synlige. Troende manifesterer disse inskriptioner gennem deres forbindelse med deres Skaber, for den Guddommelige kunst, der er indeholdt i hver person, åbenbares gennem bekræftelser som: "Jeg er den Majestætiske Skabers værk, skabelsen og genstanden for Hans Barmhjertighed og Godgørenhed." Som resultat heraf, og fordi vi forøger vor værdi i forhold til hvor godt, vi spejler denne kunst, bevæger vi os fra ubetydelighed (i materiel forstand) til væsener, højt rangeret over alle væsener. Vi kommunikerer med Gud, er Hans gæster på Jorden og er kvalificerede til Paradis.

Men hvis vantro er indgroet i os, er alle de Guddommelige Navnes manifestationer tildækket af mørke og udtrykker sig derfor ikke. Hvis kunstneren er ukendt, hvordan kan så aspekterne, der udtrykker kunstværkets værdi, blive identificerede? På denne måde er de mest betydningsfulde øjeblikke af den kunst og ophøjede inskriptioner forseglede. I materiel forstand tilskriver de vantro sådan kunst og inskriptioner til almindelige årsager, naturen og tilfældigheder og reducerer dem derved til almindeligt glas i stedet for gnistrende diamanter. De har ikke større betydning end ethvert andet materielt væsen, der har dømt sig selv til et flygtigt og kvælende liv, og ikke bedre end et yderst udueligt, trængende og lidende dyr, der til sidst vil blive til støv. Vantro ødelægger derfor vor natur ved at ændre vor diamant til kul.

Punkt To. Ligesom tro oplyser mennesker og åbenbarer alle de budskaber, der er indridset i deres væsen af den Evigt af Alle Efterstræbte, oplyser den tillige universet og fjerner mørket fra fortiden og fremtiden. Vi vil forklare denne sandhed gennem det, jeg oplevede vedrørende meningen med: Gud er de troendes Beskyttende Ven. Han bringer dem ud af mørkets lag ind i lyset (2:257).

Jeg så mig selv stå på en ærefrygtindgydende bro, der gik hen over en dyb dal mellem to bjerge. Verden var fuldstændigt mørk. Når jeg så til højre, syntes jeg, jeg så en vældig grav. Så jeg til venstre, følte jeg det, som om jeg så voldsomme storme og ulykker, der blev forberedt midt i vældige bølger af mørke. Kiggede jeg ned, syntes jeg at jeg så ned i en meget dyb afgrund.

I dette mørke afslørede min fakkels svage lys en frygtelig scene. Hele vejen langs broens længde var der så frygtelige drager, løver og uhyrer, at jeg ønskede, jeg ikke havde nogen fakkel. Uanset hvor jeg rettede den hen, fik jeg den samme skræk. "Denne fakkel bringer mig kun besvær", erklærede jeg og smed den vredt bort og slog den i stykker. Pludselig blev mørket erstattet med lys, som om jeg havde tændt en stor kontakt, ved at ødelægge min fakkel. Jeg så alting i dets virkelige natur.

Jeg opdagede, at broen var en motorvej på en flad slette. Den vældige grav var en grøn, smuk have, hvor forsamlinger af tilbedelse, bøn, lovprisning og samtaler blev ført af fremragende mennesker. Den turbulente, stormende, skrækkelige afgrund viste sig nu som en bankethall, en skyggefuld promenade, et yderst smukt hvilested bag yndige bjerge. De frygtelige uhyrer var i virkeligheden kameler, får og geder. "Priset og takket være Gud for troens lys" sagde jeg og vågnede så ved at recitere: Gud er de troendes Beskyttende Ven. Han bringer dem ud af mørkets lag ind i lyset.

De to bjerge er dette livs begyndelse og afslutning samt livet mellem døden og Genopstandelsen. Broen er livslængden mellem de to faser af fortid (til højre) og fremtid (til venstre). Faklen er vort opblæste ego, der stoler på sine egne resultater, ignorerer Guddommelig Åbenbaring. Uhyrerne var verdens begivenheder og skabninger af alle slags.

De, der er faldet i vildledningens og tankeløshedens mørke på grund af tiltro til deres egoer, minder mig om det tidligere stade - i faklens svage lys. Med deres utilstrækkelige og fejlagtige viden ser de fortiden som en vældig grav i udslettelsens mørke og fremtiden som en stormfuld scene af terror, der kontrolleres af tilfældigheder og chancer. Faklen viser dem hændelser og væsener. I virkeligheden er de alle underkastet den Viise og Barmhjertige, opfylder bestemte funktioner og tjener gode formål i overgivelse til Hans Forordning. Imidlertid ser de sådanne ting som uhyrer. Det er disse mennesker, der henvises til i: Vedrørende de, som ikke tror, deres beskyttende venner er falske guddomme. De bringer dem ud af lyset ind i mørkets lag (2:257).

Men hvis folk er begunstiget med Guddommelig vejledning, således at tro træder ind i deres hjerter, og deres farao-lignende egoer bliver knækket, og dermed gør dem i stand til at lytte til Guds Bog, vil de ligne mig i mine senere stadier. Pludseligt vil universet blive fyldt med Guddommeligt Lys, der demonstrerer meningen med: Gud er himlenes og Jordens lys (24:35).

Med deres hjerters øje ser sådanne mennesker, at fortiden ikke er en vældig grav; tværtimod er hvert forgangent århundrede et rige for en Profets eller helgens autoritet, hvor de rensede sjæle, efter at have fuldført pligterne i deres liv (tilbedelse) med "Gud er den Største", fløj til højere boliger på fremtidens side. Når de ser mod deres venstre side i troens lys, skelner de bag de bjerglignende omskiftelser i den mellemliggende verden og det næste liv, en festplads, der er opstillet af den Barmhjertige Ene i lyksalighedens paladser i paradisiske haver. De forstår, at storme, jordskælv, epidemier og lignende begivenheder tjener et bestemt formål, ligesom regn og vind, og på trods af deres tilsyneladende voldsomhed tjener mange gavnlige formål. De ser endog døden som begyndelsen på et evigt liv og graven som en port til evig lyksalighed.

Punkt Tre. Tro er både lys og kraft. De, som opnår sand tro, kan udfordre universet og, i forhold til deres tros styrke kan de blive lettet for begivenhedernes pres. Ved at stole på Gud rejser de sikkert gennem de enorme bølger af begivenheder i livets skib. De drager gennem verden i magelighed til deres sidste dag, eftersom de overlod deres byrder til den Absolut Magtfuldes Kraft. Graven bliver et hvilested, hvorefter de vil flyve til Paradis for at opnå evig lyksalighed. Hvis de ikke har tillid til Gud, vil deres verdslige liv tvinge dem ned til de laveste dybder.

Tro består derfor af at bekræfte den Guddommelige Éthed, hvilket kræver underkastelse til Gud, hvilket kræver tillid til Gud, hvilket resulterer i glæde i begge verdener. En sådan tillid til Gud betyder ikke, at man skal ignorere årsag og virkning. Den betyder snarere, at man skal tænke på årsager som slør, der dækker Magtens hånd. Man iagttager dem ved at søge at være i overensstemmelse med den Guddommelige Vilje, som er en slags tilbedelse i handling. Imidlertid er en sådant ønske og søgning ikke tilstrækkeligt til at sikre en bestemt virkning. Vi må forstå, at i overensstemmelse med den rette tro kan virkningen kun forventes fra Gud, den Almægtige. Da Han er den eneste frembringer af virkninger, bør vi altid være taknemlige overfor Ham.

For at forstå sandheden og meningen med at have tillid til Gud, da lyt til denne lignelse: Engang steg to personer med tunge byrder ombord på et skib. Den ene satte sin byrde fra sig på dækket, ligeså snart han kunne, og satte sig ovenpå den for at holde øje med den. Den anden nægtede, selv efter opfordring dertil, at sætte sin byrde fra sig og sagde: "Jeg vil ikke sætte den fra mig, for den kan blive væk. Derudover er jeg stærk nok til at bære den." Han fik at vide:

Dette pålidelige skib er stærkere og kan lettere bære den. Du vil højst sandsynligt blive træt, blive svimmel og falde i havet med din byrde. Din styrke vil svigte, og hvordan vil du så bære din byrde, der bliver tungere for hvert øjeblik? Hvis kaptajnen ser dig på den måde, vil han måske erklære dig sindssyg og bortvise dig fra skibet. Eller han vil måske tro, du ikke har tillid til vort skib og vil gøre grin med os, for hvilket han vil kaste dig i fængsel. Dertil kommer, at du vil blive udpeget og blive offer for vittigheder. Din stolthed afslører din svaghed, din arrogance afslører din uduelighed og din opstyltethed forråder din ydmygelse. Og således er du blevet til grin - se, hvordan alle griner ad dig.

Disse ord overbeviste ham, og han fulgte sin kammerats eksempel. Han sagde til ham: "Må Gud være tilfreds med dig. Jeg har opnået lettelse og er ikke længere i fare for fængsel eller latterliggørelse." Hav tillid til Gud og kom til fornuft ligesom manden i lignelsen gjorde. Læg din tillid hos Gud, så du kan blive fri for at skulle tigge hos skabelsen og ryste af skræk ved hver begivenhed. Ved at gøre det frigør du dig for selvbedrag, at være latterlig, dette livs pres og det Hinsidiges lidelser.

Punkt Fire. Tro sætter os i stand til at opnå sand menneskelighed, at opnå en position over alle andre skabninger. Derfor er tro og tilbedelse vor mest fundamentale og betydningsfulde pligter. Vantro reducerer os derimod til en tilstand som en meget brutal men inkompetent, skabelvæsen.

Et afgørende bevis for denne sandhed er forskellen på hvorledes mennesker og dyr kommer til verden. Næsten lige fra fødselsøjeblikket synes dyr at være blevet trænet og har fuldkommengjort deres evner et andet sted. Indenfor et par timer, dage eller måneder kan det leve deres liv i henhold til dets særlige regler og betingelser. En spurv eller bi er inspireret med de evner og kunnen, der skal til for at integrere sig fuldstændigt med omgivelserne, indenfor 20 dage, mens det tager et menneske 20 år at gøre det samme. Det betyder, at et dyrs grundlæggende pligt og essentielle rolle ikke indbefatter at søge fuldkommenhed gennem lærdom, fremgang gennem videnskabelig viden eller bøn og anmodninger om hjælp ved at vise deres uformåenhed. Snarere er deres eneste formål at handle indenfor deres medfødte evners grænser, som er måden for tilbedelse for dem.

Mennesker fødes uden at kende noget til livet og deres omgivelser og må således lære alting. Da vi ikke kan gøre det, selv indenfor 20 år, må vi fortsætte med at lære, indtil vi dør. Tilsyneladende er vi blevet sendt hertil med så stor svaghed og uformåen, at vi måske skal bruge to år på at lære at gå. Først efter femten år kan vi skelne mellem godt og ondt. Kun ved at leve i et samfund kan vi blive dygtige nok til at vælge mellem det, der er godt, og det, der er ondt.

Derfor er vor væsentligste og inderste pligt i vor eksistens at søge fuldkommenhed gennem lærdom og erklære vor tilbedelse og tjenesteskab overfor Gud gennem bøn og anråbelser. Vi skulle søge svar på spørgsmål som: "Gennem hvis medfølelse bliver mit liv så viist administreret? Gennem hvis generøsitet bliver jeg så lidenskabeligt trænet? Gennem hvis gaver og godgørenhed bliver jeg så omsorgsfuldt ernæret?" Derpå bør vi bede og anmode Forsyneren for Nødlidende i ydmyg opmærksomhed om vore egne behov, hvoraf vi ikke kan opfylde ét eneste selv. Denne forståelse og tilståelse af vor uformåen og fattigdom vil blive til to vinger, vi kan flyve med til den højeste rang: at være slave af Gud.

Og således er vort formål her at søge fuldkommenhed gennem viden og bøn. Alt er, i dets natur, essentielt afhængig af viden. Og grundlaget, kilden, lyset og ånden i al sand viden er viden om Gud, hvoraf tro er det egentlige grundlag. Efter tro er bøn vor væsentligste pligt og grundlaget for tilbedelse, for på trods af vor uendelige inkompetence er vi udsat for endeløse ulykker og utallige fjender. Og på trods af vor uendelige fattigdom lider vi under grænseløse behov og krav.

Børn udtrykker deres lyst til noget, de ikke kan nå, med ord eller tårer. Begge er en slags anråbelse eller bøn, i ord eller handling, i svaghedens tungemål. Til sidst får de det, de vil have. Vi er også ligesom et elsket barn, for ved det Medfølendes og Barmhjertige Væsens Domstol vil vi enten græde (på grund af vor svaghed og uformåenhed) eller bede (på grund af vor fattigdom og nød), så vore behov måske bliver tilfredsstillede. Til gengæld skal vi udføre vor pligt til taknemlighed og taksigelser for denne gave. Ellers vil utaknemligheden hos de, der mener at besidde så megen intelligens og magt over alting, at de kan klare sig selv, nå et punkt, hvor de minder om ulydige børn, der hyler op om irriterende fluer. En sådan utaknemlighed er imod vor inderste natur og gør os fortjent til en hård straf.

 

Share this