Forside

Hvad var årsagerne til, at profeten giftede sig med så mange kvinder?


Visse kritikere af Islam har beskyldt profeten Muhammad, fred være med ham, for at have haft karakterbrister, som de ikke mener går i spænd med at være et spirituelt oplyst menneske, for ikke at nævne at være profet og et eksempel til efterlevelse for menneskeheden. De har et problem med, at profeten havde mere end én hustru. 


<--break->http://www.videnomislam.com/sites/all/modules/wysiwyg/plugins/break/images/breaktext.gif); background-attachment: initial; background-origin: initial; background-clip: initial; background-color: transparent; font-family: Verdana, Arial, Helvetica, sans-serif; font-size: 10px; color: rgb(0, 0, 0); background-position: 50% 0%; background-repeat: no-repeat no-repeat; " title="<--break-->" />

Sandheden om hans ægteskaber læses i de talrige biografier, der er baseret på sikre Hadith, og de viser tydeligt, hvor disciplineret en person han var både i sit almindelige liv og i særdeleshed i sit ægteskabelige liv. Der var mange årsager til, at han giftede sig med flere kvinder. Ud over hans personlige grund til at vælge en hustru, så var der en forpligtelse i det som lederskikkelse. Det nye islamiske samfund havde brug for et eksempel, der kunne vise vejen til ydre normer og værdier, der gik i spænd med den indre lære.

Da profeten var 25 år gammel og endnu ikke havde modtaget sit kald, giftede han sig med en kvinde, der var 15 år ældre end ham selv. Det kulturelle miljø, han voksede op i, for ikke at nævne andre omstændigheder, så som hans ungdommelighed, gør dette beundringsværdigt. Denne kvinde var Khadijah, som han levede sammen med i 23 år i et harmonisk og godt ægteskab. Hun døde, da han var otte år inde i sit kald som profet, og han blev alene. Nu stod han alene med ansvar for sine børn. Selv hans fjender kunne ikke benægte, at der intet var at udsætte på hans moral og karakter. Igennem alle de år med Khadijah havde han kun hende ved sin side. Datidens offentlige mening ville intet have bebrejdet ham, om han havde giftet sig igen efter kort tid. Men efter Khadijahs død levede han alene i 4 til 5 år. Alle de andre ægteskaber fandt sted efter han fyldte 55 år, en alder, hvor der for en mand efterhånden ikke vil være megen interesse for ægteskabslivet.

Et spørgsmål, folk ofte stiller, er, hvordan kan antallet af ægteskaber være foreneligt med rollen som profet? Der er tre pointer man skal tage hensyn til, før man kaster sig ud i en besvarelse af dette spørgsmål. Lad os for det første bemærke, at dem, der vedvarende rejser sådan et spørgsmål, oftest er ateister, sekulære jøder eller kristne, der ikke selv har nogen klare målestokke for deres opførsel. Alle tre grupper er lige uvidende om Islam, er forvirrede og med vilje sår tvivl hos andre.

Dem, der ikke praktiserer nogen form for religiøst liv, har ingen ret til at gå til angreb på dem, der har et religiøst livsindhold. De har selv relationer, der ikke følger etiske eller andre love, og plejer måske udenomsægteskabelig omgang med flere kvinder på en gang, hvilket for os muslimer er forbudt. Alligevel foregiver de sig for det modsatte. Nemlig moralsk overlegenhed. Og selv om de ikke er enige med os, så er de sekulæres opførsel fra vort synspunkt en selvtilfredsstillelse uden grænser. Den er dårlig for dem selv og deres samfund, et dårligt eksempel at vise overfor ungdommen og i de kredse, hvor man beskriver sig selv som 'liberale', med et 'frit sexliv'. De mennesker, der angriber profetens moral, betragter homoseksualitet som normalt eller polyandri (hvor kvinden er gift med flere mænd) som normalt. Tænk på det kaos, der opstår, hvis der kommer børn ind i billedet. Disse børn kommer ikke til at vide, hvem deres far er. De fleste naturlige samfund fordømmer disse forskellige former for afvigende seksuel adfærd. Den eneste grund til, at folk med sådan en adfærd stiller spørgsmålstegn ved profetens ægteskaber, er at trække muslimerne med sig ned i moralsk fordærv og forvirring. Ned i det bevidsthedsniveau, de selv er fanget i.

Jøder og kristne, der beskylder Islam for polygami (flerkoneri), er kun motiveret af deres frygt for og had til Islam. De glemmer fuldstændig, at den store jødiske patriark Abraham og andre navngivne ærefulde profeter i Biblen så vel som i Koranen, som alle tre religioner ærer dem som store eksempler på ophøjet moral, var alle polygamister og dette i langt større udstrækning end det, der var tilfældet med profeten Muhammad, fred være med dem alle.

Polygami er almindeligvis ikke en islamisk tradition. Hvad angår polygami i Islam, så har det haft en stor betydning, når talen falder på profetskabets udførelse. På mange måder var det at have flere hustruer nødvendigt for profeten, da hans praksis (sunna) skulle danne norm for senere tiders muslimers udarbejdelse af familielovgivning. Religion kan ikke adskilles fra private relationer kønnene imellem og den intime relation, der kun eksisterer mellem to parter, kan kun beskrives af en af de to. Dette betyder, at kvindernes vejledning inden for sådanne emneområder var nødvendige. De fromme og gode kvinder, profeten omgav sig med i sin husholdning, var alle undervisere samt ansvarlige for at overbringe normer og praksis til gavn for muslimernes intime liv. Visse af disse ægteskaber blev indgået med profeten af ganske særlige årsager.

Da hver af hustruerne var fra forskellige klaner eller stammer, fik profeten etableret relationer og knyttet bånd mellem forskellige grupper. At han var gift ind i de forskellige klaner gav en tilknytning uden sidestykke, og denne tendens spredtes således hurtigt inden for resten af hans samfund. Det forhindrede desuden, at snyd og bedrag i handelsaftaler, som praktiseredes før Islam, kunne fortsætte, fordi det at være af samme gruppe viste lighed og gav en praktisk broderskabsfølelse folk imellem. Et nødvendigt grundlag for enhver religion.

Både mens profetens levede og efter hans død viste profetens koner at være til stor gavn for Islam. De tog de nye ideer med sig hjem til deres folk, fortalte hvordan tingene var i det nye samfund, og hvordan både de ydre og de indre ting fungerede alt efter deres egne erfaringer med den mand, som delte både sit offentlige og personlige liv med resten af nationen, vejledt af Koranen. Denne form for vejledning blev til islamisk praksis. Alle klanernes medlemmer, både mænd og kvinder, blev på denne måde involveret og fik budskabet, mens de levende illustrationer og fortællinger, de modtog fra en af deres egne, gav grundlag for det, der skulle udvikle sig til islamisk lovgivning.

Gennem ægteskaberne etablerede profeten relationer overalt på den arabiske halvø. Det betød, at han fik frihed til at bevæge sig overalt og blev budt velkommen som et medlem af hver en familie, og alle familiernes medlemmer betragtede ham som en af deres egne. På denne måde følte de, at de kunne komme direkte til ham for at lære om både det nærværende og det kommende liv, og gensidigheden gav hver gruppe en stolthed over at være så tæt på den centrale skikkelse.

Hvad vi her har sagt, er indtil nu sagt i meget generelle vendinger, og det kunne for så vidt være sandheden om alle profeter og deres hustruer. Nu skal vi gå over til at tale specifikt om Ummahat al muminin (De troendes mødre) ikke fra ægteskabernes kronologi men i en anden rækkefølge. Betegnelsen radi Allaha anha vil blive anvendt i den følgende tekst og betyder "Allahs tilfredshed var med hende."

1. Khadijah (radi Allaha anha) var profetens første hustru. På det tidspunkt, de blev gift, var hun 40 år gammel, og han var 25. Hun blev mor til alle hans børn undtagen sønnen Ibrahim, der døde som barn. Foruden at være hans kone var hun hans nære ven. Hun tog del i en meget stor del af hans higen og stræben mod højere værdier gennem et 23-årigt harmonisk og velsignet ægteskab. Gennem hele deres ægteskab, hvor afgudsdyrkernes skældsord og vedvarende straffe haglede ned over ham, var Khadijah den nærmeste og mest solide støtte for ham. Han elskede hende højt og giftede sig ikke med andre kvinder i al den tid, hun levede. Dette ægteskab var indbegrebet af intimitet, venskab, gensidig respekt, støtte og omsorg. Selv om han elskede alle sine hustruer, så glemte han dog aldrig Khadijah. Efter hendes død fortalte han ofte om hendes godhed og dyder. Der skulle gå 4 til 5 år før profeten igen giftede sig. I al den tid var han alene om at passe sine børn, det huslige og bringe føde til sit hjem. At anklage en sådan mand for at være "sensuel" og "drevet af en lyst til kvinder" er lige så stupidt, som det er løgnagtigt. For hvis der bare var den mindste sandhed i det, så havde han ikke levet sine unge dage, som han gjorde, fred være med ham.

2. Aisha (radi Allaha anha) var hans anden kone. Datter af hans bedste ven og mest trofaste følger Abu Bakr. Han var en af de første ledsagere og havde igennem lang tid håbet på at kunne besegle deres dybe venskabsforhold ved at skænke profeten sin datter til ægte. Ved at gifte sig med Aisha udviste profeten ham den højeste ære. Deres slægtskab betød, at Abu Bakr selv under de vanskeligste kår stod profeten nær. De var knyttet sammen både i slægt og spiritualitet.

Desuden viste Aisha sig at være en exceptionel klog kvinde. Hun havde både temperamentet og naturen til at kunne støtte en profetisk mission og bringe den videre frem. Hendes ægteskab var som en skoling for hende. Hun blev forberedt til at blive en lærer og en guide for andre. Hun var en af de største og mest betydningsfulde disciple og elever af profeten, og hun kom til at undervise de største sheiker inden for Islam. Som så mange andre af hans ledsagere fra denne tidlige og velsignede tid blev hendes talenter plejet og fremelsket af ham personligt, fred være med ham. Hun var således både hans hustru og elev. Hendes liv og hendes tjenester for Islam, efter hun blev gift med profeten, viste gennem tiden, at hun var virkelig værdig til at være en profets hustru. Hun viste sig at blive den største autoritet inden for Hadith, og en fremragende Korankommentator. Hun blev også en fremtrædende ekspert - faqih - når det kom til islamisk lov - sharia. Gennem sin enestående forstand besad hun i sandhed de indre og ydre dyder og erfaringer fra profeten, fred være med ham.

3. Umm Salamah (radi Allaha anha) kom fra Makhzum-klanen og var allerede gift. Parret havde tidligt antaget Islam, og i den tidlige periode havde de været blandt de ledsagere, der emigrerede til Etiopien for at undgå repressalier fra Quraish-klanen[1], fordi de havde konverteret til Islam. Efter tiden i Etiopien emigrerede de så til Medina. Hendes mand deltog i mange slag og blev dødeligt såret under slaget ved Uhud[2]. Både Abu Bakr og Umar Ibn al-Khattab tilbød Salamah ægteskab.

Enken stod alene med fire børn og havde behov for nogen til at støtte sig og give tryghed i livet. Men hun afslog ud fra den betragtning, at ingen var lige så god for hende, som hendes afdøde mand havde været.

Efter en tid tilbød profeten at gifte sig med hende, og hun accepterede tilbuddet. Denne storslåede kvinde, der havde gennemgået så mange trængsler ved at være blandt profetens første ledsagere, var aldrig sen til at lide afsavn for Islam, og desuden kom hun fra den mest noble klan blandt de arabiske stammer. Ansvarlige mennesker kunne ikke stiltiende se til, at hun endte med at hutle sig gennem sit liv. Ved at tage hende ind i sin familie, fortsatte profeten sin sædvane med at tage dem til sig, der havde behov for det. Han støttede dem, der manglede støtte og ydede beskyttelse til dem, der havde behov for det.

Umm Salamah var ligeså intelligent og hurtigopfattende som Aisha. Hun havde alle de gaver og al den evne, der skulle til for at skabe en spirituel guide og lærer. Når den generøse profet tog hende under sine vinger, var der en ny elev, der skulle blive en gave til hele den kvindelige halvdel af verden. De andre kvinder tog imod hende med taknemmelighed. Lad os lige pointere, at på dette tidspunkt var profetens alder omkring 60 år. At han giftede sig med en enke og tog fire børn ind i sin husholdning, med alt det ansvar og alle de udgifter, det medførte, kan kun indgyde beundring og forstås som et udtryk for den medfølelse og det menneskelige overskud, han besad.

4. Umm Habibah (radi Allaha anha) var Abu Sufyans datter. Abu Sufyan havde i lang tid været en af de største fjender af profeten. Men til trods for dette var hans datter en af de første, der konverterede til Islam. Hun var også en af dem, der emigrerede til Etiopien som følge af de vantros forfølgelser. Mens de opholdte sig der, konverterede hendes mand til Kristendommen. Hun forblev selv muslim og lod sig separere fra ham. Hun var ensom, desperat og isoleret i sit eksil. På det tidspunkt var muslimerne få i antal, de havde kun lidt til at klare sig for, og de kunne slet ikke hjælpe andre. Hvilke praktiske muligheder var der så for Umm Habibah? Hun kunne enten vælge at konvertere til Kristendommen og dermed forvente støtte fra kristneborgere, eller også kunne hun vælge at tage hjem til sin fars hus, som var hovedkvarter for modstanderne af Islam. For hende var begge tilfælde utænkelige. Hun var utryg under det at være i eksil hos et fremmed folk af en anden race, der praktiserede en anden religion end hendes egen. Desuden var hun også medtaget af skilsmissen og mandens død kort efter.

Profeten hørte om hendes desperate situation og gennem Kong Negus sendte bud efter hende. Profeten tilbød at gifte sig med hende. En nobel og generøs handling og et praktisk bevis på Koranverset, der siger:

"Og Vi har udelukkende sendt dig som en barmhjertighed for alverden." (Sura al-Anbia, 107)

Umm Habibah blev en del af profetens liv, både som hustru og som elev. Hun bidrog meget til muslimernes moralske og spirituelle liv. De lærte fra hende og gav siden hendes lærdom og viden videre til fremtidige generationer af muslimer. Gennem dette ægteskab blev Abu Sufyans familie knyttet til profetens, noget der fik dem til at ændre deres indstilling til Islam. Det er også muligt at spore dette ægteskabs indflydelse langt ud over det familiemæssige. For denne klan skulle senere blive grundstenen i Ummajade-dynastiet, der herskede over muslimerne i næsten et hundrede år. Medlemmer af denne klan havde i deres had og fanatisme været de mest indædte fjender af Islam, siden gik de hen og blev dem, der repræsenterede de bedste krigere og de fleste administratorer i Islams tidlige historie. Uden ægteskabet med Umm Habibah var dette ikke sket. Profetens omsorg og gavmildhed gjorde udslaget.

5. Zainab bint Jahsh (radi Allaha anha) var også en nobel kvinde af fin herkomst og i familie med profeten. Desuden var hun meget from, hun fastede ofte og var en gavmild giver. Da profeten bad hendes familie om at give hende til ægte til Zaid var familien først uvillig. Som dreng var Zaid blevet taget til fange under en strid mellem stammerne, og han endte med at blive solgt som slave. Den ædle Khadijah havde ham som slave, og gav ham til profeten som bryllupsgave. Zainabs familie havde håbet, at de kunne gifte datteren til profeten selv. Men da det gik op for dem, at det var profeten, der ønskede, at deres datter skulle giftes med Zaid, gik de med til det af kærlighed til og respekt for ham. Profeten gav straks Zaid hans frihed, og adopterede ham kort efter som sin søn.

Årsagen til, at profeten insisterede på, at Zaid skulle giftes med Zainab, var, at han ønskede, at lighedsbegrebet mellem ledsagerne skulle hæves fra ideal til praksis. Han ønskede at nedbryde den gamle arabiske fordom mod slaver - selv ikke en løskøbt slave var god nok til at gifte sig med en pige, der var født i frihed. Således startede profeten dette sociale skred i samfundet.

Ægteskabet bragte imidlertid hverken lykke til Zaid eller Zainab Dette til trods for at Zainab var en kvinde af værdig herkomst, og at hun var en god muslim med meget fromme og usædvanlige egenskaber. Zaid, den løskøbte, var en af de første, der overhovedet havde sluttet sig til Islam. Han var også en god muslim. Begge elskede profeten og adlød ham, men deres ægteskab kunne ikke fungere. Zaid fandt, at det i længden var uholdbart og gav gentagne gange udtryk for at ville skilles fra hende. Men profeten insisterede på, at de skulle holde ud og være tålmodige. På et tidspunkt, hvor profeten var midt i en samtale, at kom englen Gabriel til ham og overbragte en åbenbaring, hvor det blev tydeliggjort, at profeten selv skulle gifte sig med Zainab. (Hadith: Bukhari, Tawhid 22) Profeten tillod skilsmissen og ægtede derefter Zainab:

"Og (husk), da du, (O Muhammad), sagde til ham (Zaid), som Allah havde vist nåde, og som du havde vist nåde: Behold din hustru hos dig, og frygt Allah. Og du skjulte i din sjæl, hvad Allah ville bringe for dagen, og du frygtede mennesker, og Allah har større krav på, at du frygter Ham. Men da Zaid opnåede, hvad han ønskede af hende (og lod sig skille), lod Vi dig gifte dig med hende, så der ikke skulle være nogen vanskelighed for de troende, hvad angår deres adoptivsønners hustruer, når de har opnået af dem, hvad de ønsker (og har fået skilsmisse).Og Allahs bud må udføres." (Sura al-Ahzab, 33:37)

Denne befaling var en af de vanskeligste prøvelser for profeten. For han blev befalet at gøre en ting, der stod i diametral modsætning til arabernes traditioner. Det var tabu. Men han var nødt til at gøre det, der blev ham befalet, men som Aisha senere sagde: "Hvis profeten nogen sinde skulle have holdt noget af det, der blev ham åbenbaret, tilbage, ville det have være dette vers." (Hadith: Bukhari og Muslim)

Guddommelig visdom havde bestemt, at der var et behov for at knytte Zainabs noble personlighed til profetens husstand. Hun skulle have direkte viden og skulle forberedes til at kunne lede og oplyse muslimerne siden hen. Zainab kom kort tid efter brylluppet til at bevise, at hun var ham en værdig hustru. Zainab var altid meget bevidst om, hvad der var passende for hende at gøre i sin rolle som profetens hustru og altid så påpasselig med at leve op til sit ansvar, at det skabte beundring.

Før Islam, perioden vi kalder 'uvidenhedens tid' (jahilija), var en adopteret søn respekteret, som var det en biologisk søn. En adopteret søns hustru blev derfor betragtet som en biologisk søns hustru. Det åbenbarede Koranvers forbyder at ægte ægtefællen til ens biologiske børn. Men dette forbud gælder ikke adoptivsønner, med hvem, som vi i dag ved, man ikke er blodsbeslægtet med. De vantros tabu mod at gifte sig med adoptivsønners fraskilte hustruer havde dybe rødder. Det var for at rive denne tradition op ved rødderne, at profetens ægteskab med Zainab blev befalet gennem åbenbaring. For at få etableret en uigenkaldelig autoritet blandt eftertidens generationer af muslimer måtte der et tydeligt brud med de gamle arabiske regler til. Dette blev opnået gennem profetens eget eksempel. Dette er endnu et eksempel på dybden af tro i den mand, der havde accepteret det guddommelige kald.

6. Jawahiriyah bint Harith (radi Allaha anha) var en af de fanger, der blev taget under muslimernes militære felttog. Hun var datter af Harith, som var høvding for den besejrede stamme Banu Mustaliq. Hun blev tilbageholdt sammen med andre medlemmer af den noble familie, side om side med almindelige medlemmer af hendes egen klan. Første gang, hun mødte profeten, fred og nåde være med ham, var hun oprørt og fortvivlet, fordi hendes folk var blevet besejret og havde mistet alt, hvad de ejede, til muslimerne, som de aldrig havde haft meget til overs for. Profeten forstod, at det havde såret hendes stolthed. Han forstod, at vejen til at opnå en endelig løsning på konflikten med Mustaliq var, at han løskøbte hende og derpå tilbød hende ægteskab, som hun med glæde accepterede. Alle 100 familier blev sat fri, da muslimerne nu havde slægtskabsbånd til dette folk.

"En stamme så æret kan vi ikke lade forblive i slaveri." (Hadith Ibn Hanbal, Musnad, 6, 277)

På denne måde blev Jawahiriyahs hjerte vendt og således også hendes stammes utilfredshed. Glæden var stor, da de alle fejrede og velsignede brylluppet mellem Jawahiriyah og profeten, fred være med ham. Foruden at de 100 familier havde fået deres frihed, havde de gennem Profetens viise og gavmilde måde at håndtere situationen på fået deres nederlag vendt til en fælles sejr. Fjendskab og krig blev til venskab og glæde.

7. Safiia (radi Allaha anha) var datter af Hujjay, høvding for en jødisk stamme ved navn Khaibar, som havde overtalt en anden stamme, Bani Quraiza, til at bryde deres pagt med profeten og muslimerne. Dette forræderi ramte hendes egen familie - hun mistede både en broder og en ægtemand i den følgende krig og blev selv taget til fange under et slag. Tre dage før mødet med profeten havde hun en drøm, hvor hun så månen stå op over Medina, bevæge sig over mod Khaibar og falde ned i hendes skød. Straks profeten så, hvem det var, tilbød han at løskøbe hende og gav hende muligheden for, at hun enten kunne rejse hjem og forblive jøde, eller også kunne hun gifte sig med ham. Hun svarede: "Jeg vælger Gud og Hans Sendebud." Kort tid efter giftede de sig.

Profeten respekterede hende og kaldte hende for 'de troendes moder'. Hun viste, hvordan mænd og kvinders hjerter kan renses, når de er forankret i Gud. Hendes bryllup med profeten åbnede vejen for, at mange jøder ændrede deres indstilling til profeten. Nu kunne de se, hvordan profetkaldet virkelig var. Muslimerne havde nu en chance for at lære, hvordan andre anderledestænkende tænker, føler og lever. De lærte, at det er gennem forståelse, at muslimer kan nå andre med budskabet. Uden den grad af tillid, som Profeten udviste gennem brylluppet med Safiyya, var det ikke muligt, at gensidig respekt eller tolerance kunne blive almindelige sociale normer.

8. Sawda bint Zamah'ah Ben Qais (radi Allaha anha) var enke til Sakran. Sakran var en af de allerførste, der konverterede til Islam. Han var en af dem, der blev nødt til at flygte til Etiopien på grund af de vantros forfølgelser. Sakran døde i eksil og efterlod intet til sin kone. Som det var tilfældet med Umm Habibah, var den eneste måde at hjælpe den stakkels kvinde på, var at profeten giftede sig med hende, fred være med ham. Dette til trods for, at profeten selv havde vanskeligt ved at skaffe til de daglige fornødenheder.

9. Hafsa (radi Allaha anha) var datter af Umar Ibn al-Khattab, der senere blev den anden khalif. Denne gode kvinde havde mistet sin mand, der havde flygtet til Etiopien og siden udvandret til Medina. Han døde der efter at være blevet såret i kamp på Guds vej. I en periode var hun uden mand. Foruden de åndelige bånd var det Umars største ønske at blive nært beslægtet med profeten. Dette gik også i opfyldelse. På denne måde kunne profeten være til støtte for hende og hendes faderløse datter.

Af disse ægteskaber kan vi lære, at de ofte var en smuk måde at hjælpe en enke på, når alle andre midler var udelukket, og at de ofte var en vej til at skabe fred og forsoning mellem de stridende parter. Deres forskelligheder var store, og de havde behov for at lære hinanden at kende for på en harmonisk måde at blive en enhed. Det var ved denne proces, at visse ledsagere med særlige evner kunne finde sammen, og deres egenskaber kom til at blomstre til gavn for alle i samfundet. Det samme gælder for kvinderne med exceptionelle evner. De kom til at etablere en ny norm for mellemmenneskelige relationer i et forenet broderskab, hvis grundvold var troen på Gud. Endvidere lykkedes det for profeten gennem disse familiebånd at bringe ære til de to mænd, der skulle blive de første ledere af det muslimske samfund, nemlig Abu Bakr og Umar ibn al-Khattab. Disse ægteskaber var ikke motiveret af personlige lyster eller selvtilfredsstillelse, sådan som det ofte bliver insinueret af Islams bitre fjender. Bortset fra Aisha var alle profetens hustruer enker. Og alle ægteskaberne efter Khadijah blev indgået på et tidspunkt, hvor han allerede var en ældre mand. Snarere end at være tale om fornøjelser var de nok nærmere et udtryk for hård selvdisciplin. Profeten, fred være med ham, bragte en del af den selvdisciplin til hver og en af sine hustruer på den mest retfærdige og ligeværdige måde. Hvad han end havde at dele med dem, delte han retfærdigt og ligeligt mellem dem, uanset om det gjaldt økonomisk underhold, boligforhold eller gaver i det hele taget. Han var også opmærksom på at fordele sin tid ligeligt imellem dem alle. De blev behandlet med lige megen respekt.

Til trods for, at hans hustruer kom fra meget forskellige kår, havde forskellig smag og forskelligt temperament og havde vidt forskellig baggrund, så var det alligevel en harmonisk gruppe mennesker, der kom godt ud af det med hinanden. Og det er ikke nogen lille hyldest til profetens geni at sige, at han formåede at skabe både fred og harmoni blandt dem. For hver og en gælder det også, at han ikke kun var deres forsørger, men han var en god ven og samarbejdspartner.

Hvad angår antallet af profetens ægtefæller, så er der en særlig kommentar, der i denne sammenhæng bør fremhæves: Profeten fik i Koranen en dispensation fra den islamiske lovgivning, hvad angik antallet af kvinder, han indgik ægteskab med. Nogle af årsagerne til en sådan dispensation har vi prøvet at forklare her, ud fra den forståelse, som vi har af dem. Antallet af hustruer for alle andre muslimer er begrænset til fire. På det tidspunkt, hvor denne regel blev åbenbaret, var profeten allerede gift med det større antal kvinder. Må Gud velsigne ham og give ham fred, og måtte Gud gøre det muligt for os at følge hans værdige eksempel.

 



[1] Quraish Den stammesammenslutning, der sad på magten i Mekka, da Muhammad omkring 610 begyndte at udbrede Islam. Muhammads slægt Banu Hashim var en del af Quraish.
[2] Uhud: En lokalitet ved Medina, hvor Muhammad og de første muslimer i 626 udkæmpede et slag med Quraish og deres allierede. Slaget var Quraish´ forsøg på at knække muslimerne i Medina, men fik ikke det ønskede udfald.