Forside | Hz. Muhammed(sav)

Hvem er Guds sendebud, Muhammed?


Svar: 

 

Hans slægt:

Han er Abu-Al-Qasim (far til Al-Qasim) Muhammed, søn af Abdullah, søn af Abdul-Muttaleb. Hans slægt går tilbage til Adnan, søn af Ismael [Guds profet, søn af Abraham, den, som Gud udvalgte som sin kære] fred være med dem. Hans more er Aminah, datter af Wahab.

Profeten e sagde:

‘Sandelig, Gud valgte Kinanah-stammen frem for andre stammer af Ismaels børn; Han valgte Quraish-stammen ud af Kananah-stammen; Han valgte Banu Hashim ud af Quraish-stammen; og Han valgte mig ud af Banu Hashim.'   (Muslim #2276)

Således er profeten e ud af den ædleste slægt på jorden. Hans fjender bevidnede denne kendsgerning; Abu Sufyan, som var profetens ærkefjende, før han blev muslim, bevidnede dette over for Heraclius, Roms hersker.

Abdullah b. Ab'bas, som Gud har kær, berettede, at Guds sendebud e skrev til Kejseren og opfordrede ham til at konvertere til islam og sendte ham et brev med Dihya Al-Kalbi, som overbragte det til statholderen i Busra, som sendte det videre til Kejseren.

Som tegn på sin taknemmelighed mod Gud var Kejseren gået fra Hims til Ilya (dvs. Jerusalem), efter at Gud havde skænket ham sejren over den persiske hær. Så da brevet fra Guds sendebud nåede frem til Kejseren, sagde han efter at have læst dette, "Få fat på en af hans folk, (arabere af Quraish-stammen) hvis der er nogen til stede, så jeg kan høre om Guds sendebud!" På det tidspunkt var Abu Sufyan bin Harb i Sham (Levanten) sammen med nogle mænd fra Quraish-stammen, som var kommet (til Sham) som købmænd under den våbenhvile, der var indgået mellem Guds sendebud og de vantro i Quraish. Abu Sufyan sagde, ‘Vi mødte Kejserens sendebud et sted i Sham, og han tog mig og mine venner med til Ilya og han førte os ind til Kejseren, mens han sad med sit kejserlige hof med krone på hovedet og omgivet af de højeste byzantinske embedsmænd. Han sagde til sin tolk: "Spørg dem, hvem iblandt dem der er en nær slægtning til den mand, der hævder at være profet."’

Abu Sufyan sagde: "Jeg er hans nærmeste slægtning." Han spurgte, "Hvordan er du beslægtet med ham?" Jeg svarede, "Han er min fætter," og der var ingen andre fra Bani Abd Manaf i karavanen bortset fra mig. Kejseren sagde, "Lad ham træde nærmere." Så gav han ordre til, at mine venner stillede sig bag mig ved min skulder og sagde til sin tolk, "Sig til hans venner, at jeg vil spørge ham ud om den mand, der hævder at være profet. Hvis han lyver, skal de straks modsige ham."

Abu Sufyan sagde, Ved Gud! Havde det ikke været for skammen over, at mine venner skulle stemple mig som løgner, havde jeg ikke fortalt sandheden om ham, da han spurgte mig. Men jeg fandt det skammeligt at blive kaldt en løgner af mine venner, så jeg fortalte sandheden.’

‘Så sagde han til sin tolk, "Spørg ham, hvilken slags familie han tilhører." Jeg svarede, "Han tilhører en ædel familie iblandt os." Han sagde, "Har nogen iblandt jer nogen sinde hævdet det samme før ham?" Jeg svarede, "Nej." Han sagde, "Har I nogen sinde oplevet, at han har løjet, før han fremsatte sin påstand?" Jeg svarede, "Nej." Han sagde, "Var nogen af hans forfædre konge?" Jeg svarede, "Nej." Han sagde, "Er det de adelige eller de svage, der følger ham?" Jeg svarede, ‘Det er de svage, der følger ham." Han sagde, "Bliver der flere eller færre af dem?" Jeg svarede, "Der bliver flere." Han sagde, "Er der nogen iblandt hans tilhængere, som bliver utilfredse og forkaster hans Deen?" Jeg svarede: "Nej." Han sagde, Bryder han sine løfter?" Jeg svarede: "Nej, men vi holder våbenhvile med ham og er bange for, at han bryder den."

Abu Sufyan sagde, Bortset fra den sidste sætning kan jeg ikke sige noget dårligt om ham.’

‘Så spurgte Kejseren, "Har I nogen sinde været i krig mod ham?" Jeg svarede, "Ja." Han sagde, "Hvordan endte jeres slag mod ham?" Jeg svarede, "Somme tider sejrede han, og somme tider gjorde vi." Han sagde, "Hvad kræver han af jer?" Jeg sagde, "Han siger, vi skal tilbede Gud alene, og ikke tilbede andre end Ham, og forlade alt, hvad vore forfædre tilbad. Han siger, vi skal bede og give almisse, være kyske, holde vore løfter og levere det tilbage, som man har betroet os. "

‘Da jeg havde sagt det, sagde Kejseren til sin tolk, "Sig til ham: Jeg spurgte dig ud om hans slægt, og du svarede, at han var ud af en ædel familie. Faktisk er alle sendebudene kommet fra de ædleste slægter i deres folk. Og så spurgte jeg dig, om nogen anden iblandt jer har hævdet noget sådant, og du svarede benægtende. Hvis svaret havde været bekræftende, ville jeg have troet, at manden hævdede noget, som nogen havde hævdet før ham. Da jeg spurgte dig, om I nogen sinde har oplevet ham lyve, svarede du benægtende, så jeg tog for givet, at en person, der aldrig løj over for mennesker, aldrig kunne lyve om Gud. Så spurgte jeg dig, om nogen af hans forfædre var konge. Dit svar var benægtende, og hvis det havde været bekræftende, ville jeg have troet, at denne mand ønskede at kræve sine forfædres kongemagt tilbage. Da jeg spurgte, om det var de adelige eller de svage, der fulgte ham, svarede du, at det var de svage, der fulgte ham. Sådan er de, der følger profeterne. Så spurgte jeg dig, om der bliver flere eller færre af dem, der følger ham. Du svarede, at der blev flere. Sådan starter den sande tro, før den bliver fuldt udbredt (i alle henseender). Jeg spurgte dig, om der var nogen iblandt hans tilhængere, som blev utilfredse og forkastede hans Deen; og du svarede benægtende. Dette er tegn på sand tro, for når glæden ved den rører hjertet og fylder det helt, vil ingen være utilfreds med den. Jeg spurgte dig, om han nogen sinde havde brudt et løfte. Du svarede benægtende. Og sådan er profeterne; de bryder aldrig deres løfter. Da jeg spurgte dig, om I havde ført krig mod hinanden, svarede du ja, og at han somme tider sejrede, og somme tider gjorde I. Sandelig, sådan er profeterne; de bliver sat på prøve, og den endelige sejr er altid deres. Så spurgte jeg dig, hvad han krævede af jer. Du svarede, at han sagde, at I skulle tilbede Gud alene og ikke tilbede andre ved siden Ham, forlade alt, hvad jeres forfædre tilbad, bede bønner, tale sandt, være kyske, holde jeres løfter, og levere det tilbage, som I har fået betroet. Det er i sandhed typiske egenskaber for en profet, som jeg vidste ville komme, men jeg vidste ikke, at han ville være en af jer. Hvis det, du siger, er sandt, vil han meget snart besætte jorden under mine fødder, og hvis jeg følte mig sikker på at nå frem til ham, ville jeg straks gå ham i møde; og hvis jeg var hos ham ville jeg helt sikkert vaske hans fødder. "

Abu Sufyan sagde, Kejseren bad så om brevet fra Guds sendebud, og det blev læst op. Der stod:

"I Guds navn, den Alnådige og Albarmhjertige) Fra Muhammed, Guds tjener og sendebud, til Heraclius, romernes hersker. Fred være med dem, der følger troen. Jeg opfordrer jer til at konvertere til islam. Accepter islam, og du vil være fredet; accepter islam, og Gud vil belønne dig to gange. Men hvis du afviser denne opfordring, vil du gøre dig skyldig i at vildlede dine folk. O Bogens folk! Lad os give hinanden et løfte om, at vi tilbeder Gud, og at vi ikke tilbeder andre ved siden af med Ham; og at ingen af os tager nogen som guder ud over Gud. Hvis de vender sig bort, så sig: I skal bevidne, at vi er dem, der har underkastet os (Gud)" [3.64]

Abu Sufyan sagde, ‘Da Heraclius var færdig med at tale, lød der høje råb fra dem, der var omkring ham af embedsmænd, og der var så megen larm, at jeg ikke kunne forstå, hvad de sagde. Så vi fik ordre til at forlade salen.’

‘Da jeg var kommet udenfor sammen med mine venner og vi var alene, sagde jeg til dem, ”Sandelig, Ibn Abi Kabshas (dvs. profetens) sag har vundet frem. De blondes hersker frygter ham.”’

Abu Sufyan sagde: ‘Ved Gud, jeg blev underdanig og overbevist om, at hans Deen ville sejre, indtil islam trængte ind i mit hjerte.'   (Bukhari #2782)

Share this