6. Koranens Stil

By:

Nov 10, 2013

Da Koranen behandler alle emner af teologisk værdi og overgår alle skriftlige optegnelser fra præ - og postislamiske tider i den overvældende variation i dens indhold, er dens tilgang, præsentation og løsninger unikke. Frem for at behandle et emne på den sædvanlige systematiske facon, der benyttes af teologer eller apostolske forfattere, siger den selv udtrykkeligt at den har sin egen, særlige mangfoldige metode: tasrifi. Med andre ord viser den variation, skifter emne, skifter mellem sager, vender tilbage til den forrige og gentager med overlæg og formål det samme emne i unik rytmiske og recititative former for at tilvejebringe forståelse, læring og memorisation: Se, hvordan Vi fremviser åbenbaringerne og tegnene, så de måske forstår og skelner (6:65).

Koranen viser universets orden. Da næsten alle typer eller variationer af ting viser sig for os ved siden af hinanden eller sammenblandet, viser Koranen variationer, der er kædet sammen med en specifik rytme for at vise tegnene på Guds Éthed, selvom den indrømmer, at sådan en stil vil få nogle modstandere til at tvivle på dens Guddommelige forfatterskab (6:106). Den forklarer også, hvorfor den gør dette: for at anspore menneskets intellekt til at reflektere over enhed i variationerne og harmoni i forskellighed. Faktisk omhandler hvert kapitel talrige emner på forskellige måder; et særkende, der kun forøger dens unikke skønhed og uforlignelige veltalenhed. En opmærksom recitator eller intelligente tilhørere kan nyde sådanne rytmiske anslag i den grad, Koranen selv erklærer:

Gud har sendt det skønneste budskab ned i form af en bog, der stemmer overens med sig selv, i par, hvorved huden ryster på dem, der står i ærefrygt for deres Herre, og så bliver deres hud og hjerter påvirkelige overfor ihukommelse af Gud. Således er Guds vejledning: Han vejleder med den hvem, Han vil. Og (vedrørende) de, som Gud tillader at fare vild, der er ingen vejledning til dem. (39:23)

Desuden er Koranens vers og kapitler ikke ordnet i kronologisk rækkefølge. Nogle vers, der er åbenbaret og placeret sammen, sidder mellem andre vers. Nogle kapitler og vers er lange, andre er korte. Dette arrangement er et aspekt af dens mirakuløsitet og også en af de vigtigste grunde til, at mange orientalister og deres muslimske efterlignere kritiserer den.

Koranen fremviser universets orden. Ligesom der både er helhed-enkeltdel og holistisk-delvis (eller universel-partikulær) relationer i dets indhold, kan man finde det samme forhold i Koranen. Med andre ord, en krop er en helhed, der består af mange enkeltdele (f. eks. hovedet, armene, benene og andre organer). Intet organ kan fuldt ud repræsentere kroppen i sin helhed, for hele kroppen kan ikke findes i nogen enkelt af dens dele. Menneskeheden og alle arter er holistiske eller universelle, for hver art er sammensat af medlemmer, som hver især besidder alle artens træk, og derfor repræsenterer arten. Hvert menneske er et præcist medlem af menneskeheden i struktur.

På samme måde er hvert et vers i Koranen en helhed i sig selv og har uafhængig eksistens. Det kan indsættes hvorsomhelst i Koranen uden at skade hverken kompositionen eller meningen. Desuden er den en grundlæggende relation mellem alle versene eller mellem et vers og alle de andre. Bediüzzaman Said Nursi skriver at:

Versene i Koranen er som stjerner på himlen, hvorimellem der knytter sig synlige og usynlige reb og relationer. Det er som om, at hvert Koranvers har et øje, der kan se de fleste af versene, og et ansigt, der ser mod dem, så det udrækker til dem de immaterielle tråde af relationer for at væve et klæde af mirakuløsitet eller ufattelighed. En enkelt sura kan indeholde hele Koranens "ocean", hvori indeholdes hele universet. Et enkelt vers kan indbefatte rigdommen i det vers. Det er som om, at hvert vers er små sura'er, og de fleste sura'er som en lille Koran. I virkeligheden er hele Koranen indeholdt i Surat al-Fatiha, som i sig selv er indeholdt i Basmala. 14

Ved første øjekast synes denne unikke tasrifi-stil at frembringe modstridende vers. Men det er ikke tilfældet, for Koranen er som en levende organisme, der har alle sine dele indbyrdes forbundet. Som følge af dette helhed-enkeltdel arrangement og den holistisk-stykvise relation mellem versene afhænger en korrekt forståelse af et vers sommetider af en komplet forståelse af Koranen. Det er andet enestående træk, et andet aspekt af dens mirakuløsitet og et andet tegn på dens Guddommelige forfatterskab.

Dette træk er meget betydningsfuldt i fortolkning af Koranen, for Koranen er universets og menneskehedens nedskrevne modstykke. Dertil kommer, at Koranen, universet og menneskeheden er tre "kopier" af den samme bog, den første ved at være det "åbenbarede og nedskrevne univers og menneskehed", og den anden og den tredje hver især ved at være en "skabt Koran". Udfra dette lærer Koranen os også, hvordan vi bør betragte universet og menneskeheden. Derfor forekommer enhver tilsyneladende uoverensstemmelse mellem dens vers i realiteten på grund af læserens misforståelse. Hvis man i sit væsen er forenet med Koranen, føler man ikke sådanne modsigelser, eftersom han eller hun er fri for alle modsigelser. Hvis folk ser Koranen i deres egne, særlige verdeners lys, som er fuld af modsigelser, vil de selvfølgelig se modsigelser. Det er derfor de, som søger at nærme sig Koranen, først må gøre sig fri af alle modsigelser.

Åbenbaringens sprog, arabisk, er Koranens ydre krop. Religion består ikke blot af filosofi eller teologi, men er en metode til at forene alle dimensioner af vort væsen. Derfor er arabisk et essentielt, uadskilleligt element af Koranen. Det blev valgt som åbenbaringens sprog, ikke blot for at datidens arabere skulle kunne forstå den; men fordi en universel religion kræver et universelt sprog.

Koranen betragter denne verden for broder- og søsterskabets vugge. Den søger at forene alle racer, farver og trosretninger som brødre og søstre og tjenere af den Eneste Gud. Dens sprog er en grundlæggende faktor, der hjælper mennesker til at tænke over religiøse realiteter og forene alle deres væsens dimensioner i henhold til Guddommelige standarder. Man kan være en udmærket muslim uden arabisk; men man vil kun forstå lidt af Koranen.

Koranen er kilden til al viden i Islam, det være sig religiøs, åndelig, videnskabelig, moralsk, legal eller filosofisk. Som vejledningen til al sandhed har den fire hovedmål: at vise Guds Eksistens og Éthed, etablere Profetgerningen og efterlivet, fremme tilbedelsen af Gud og fremsætte lovgivningens essentielle dele. Dens vers dvæler hovedsageligt på disse formål og indeholder derfor principper for tro, regler, der hersker over menneskelivet, detaljerede informationer om Genopstandelsen og efterlivet, hvordan man tilbeder Gud, moral, direkte eller indirekte informationer om bestemte videnskabelige fakta, principper for dannelse af civilisationer og disses forfald, historiske rids af tidligere civilisationer og så videre.

Koranen er en kilde til helbredelse, da anvendelsen af den i det daglige liv kurerer næsten alle psykologiske og sociale sygdomme, såvel som en kosmologi, epistemologi, ontologi, sociologi, psykologi og lov åbenbaret for at regulere menneskelivet for alle mennesker uden hensyn til tid eller sted. Profeten erklærer faktisk: "Koranen er mere elsket af Gud end himlene og Jorden og dem, der er i dem." (Darimi, Sunan, 2:533).